At lære sig selv at kende helt ind til smerten

Min mor er jo i dag desværre syg med Alzheimer og alkoholdemens og bor på plejehjem. Det er desværre de hårde konsekvenser af hende baske liv. De kalder den sygdom ” de pårørendes sygdom” hvilket jeg finder meget passende, da min mor å en eller anden måde er blevet fri.

Men vi andre oplever alt det uhyggelige fra første række. Jeg er uhyre presset, i mit samvær med hende. Da hun mere og mere minder mig om fortidens syge mor der var psykotisk og uden kontakt til omverden. Så jeg da jeg har PTSD pga. netop sådanne oplevelser i min barndom. Så det ligger presset hårdt.

Så jeg har faktisk, de sidste mange måneder, ikke haft overskud til andet end at passe livet, så sorry jeg har været lidt stille. Men denne blog skal være et positivt indslag i mit liv og må ikke forværre min tilstand, for mit fornemmeste job er at være mor for mine skønne.

Så humøret har været barsk og vejret, har ikke ligefrem appelleret til haveterapi som er mega tiltrængt.

Så jeg havde behov for min mor, men hun er ikke tilgængelig som det meste af mit liv, men endnu engang som så mange gange tidligere søgte jeg tilflugt i hendes gamle kiste. En kiste der rummer mange breve, digte og billeder.

Dybe familie hemmeligheder og tragedier, den er proppet med breve med skråskrift på gammelt gyldent papir. Jeg havde brug for min mor, jeg havde brug for styrken til at magte mit liv. min mor var en dyb sjæl der havde stor indsigt i psykens mørke og var bedre til at prøve at hjælpe andre end hun var til at tage hånd om hendes egen mørke.

Pludselig falder jeg over hende stemme og da jeg læste et gammelt brev hun engang har skrevet til et familiemedlem der er blevet indlagt på den lukkede afdeling. Fik jeg af min mor (min unge mor fra 1986) og alt den power hun ikke kunne opretholde for sig selv. Og jeg må dele hendes kloge indsigt med jer.

 fil-24-08-2016-15-33-16

 

 Du spørger, om du er anderledes?

Om jeg kan mærke forskel på dit panser af forsvar for alt i livet og din forsvarsløse sjæl, som blotter din natur?

Hvem bestemmer om dit panser er det syge eller om det er dine skrig?

De magtesløse drømmer skrigene som skyldige, farlige og forvirrende.

De, som selv flygter fra halvdelen af livet, gemmer sig bag eget panser. De, som er så heldige/uheldige, at panseret aldrig hos dem sprænges i grus og mørke og efterlod dem blottede og udsatte for glemslens intethed.

De, som ikke fortæller dig, at der er en vej ud af mørket. Hvor det gør ondt at lære sig selv at kende helt ind til smerten. Men smerten bliver med tiden til inderlighed jo tættere og tættere, du kommer på dig selv.

Lær dig selv at lytte til din krops protester, når din indre uro kvæler din gnist og evnen til at leve et øjeblik mere.

Når forvirring og afmagt vælter alle dine forsvar og hæmninger, så brug din sjæl som en renvasket tavle, hvor du med omhu, langsom og forsigtigt tegner det sande billede af dig selv. Igen må du kravle ind i dit hjørne, når det bliver for svært. Der kan jeg stadig hjælpe dig op fra. Hvad jeg ikke kan er at værne om dit billede og din tavle, når du pludselig forlader den i ny og næ. Du må selv skærme den med en fast tro på dig selv.

Så længe de giver dig piller, så længe sløves og forvirres din smerte, men den er der alligevel, hele tiden. Den er der endda så meget, at den indimellem gør alt uudholdeligt, mens skyklappen dækker mere for øjet. Øjet, hvis glæde og gnist veg for evig bekymring

Gitte Lundø (skrevet i januar 1986)

 

Jeg håber i andre fandt lidt styrke og indsigt til hvordan man som psykisk syg kan vælge at behandle dig selv. Jeg sender jer alle sammen varme. Jeg ønsker at i, kan finde power og husk at være max gode ved jer selv.

2 thoughts on “At lære sig selv at kende helt ind til smerten

    1. Hey søde Lise

      Selv takker… det er vigtigt for mig at vise angsten grimme ansigt, så der kan nedbrydes noget af den gennemsyrede tabu der omslutter psykiske sygdomme..

      Kram og power til dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *