At lære sig selv at kende helt ind til smerten

Min mor er jo i dag desværre syg med Alzheimer og alkoholdemens og bor på plejehjem. Det er desværre de hårde konsekvenser af hende baske liv. De kalder den sygdom ” de pårørendes sygdom” hvilket jeg finder meget passende, da min mor å en eller anden måde er blevet fri.

Men vi andre oplever alt det uhyggelige fra første række. Jeg er uhyre presset, i mit samvær med hende. Da hun mere og mere minder mig om fortidens syge mor der var psykotisk og uden kontakt til omverden. Så jeg da jeg har PTSD pga. netop sådanne oplevelser i min barndom. Så det ligger presset hårdt.

Så jeg har faktisk, de sidste mange måneder, ikke haft overskud til andet end at passe livet, så sorry jeg har været lidt stille. Men denne blog skal være et positivt indslag i mit liv og må ikke forværre min tilstand, for mit fornemmeste job er at være mor for mine skønne.

Så humøret har været barsk og vejret, har ikke ligefrem appelleret til haveterapi som er mega tiltrængt.

Så jeg havde behov for min mor, men hun er ikke tilgængelig som det meste af mit liv, men endnu engang som så mange gange tidligere søgte jeg tilflugt i hendes gamle kiste. En kiste der rummer mange breve, digte og billeder.

Dybe familie hemmeligheder og tragedier, den er proppet med breve med skråskrift på gammelt gyldent papir. Jeg havde brug for min mor, jeg havde brug for styrken til at magte mit liv. min mor var en dyb sjæl der havde stor indsigt i psykens mørke og var bedre til at prøve at hjælpe andre end hun var til at tage hånd om hendes egen mørke.

Pludselig falder jeg over hende stemme og da jeg læste et gammelt brev hun engang har skrevet til et familiemedlem der er blevet indlagt på den lukkede afdeling. Fik jeg af min mor (min unge mor fra 1986) og alt den power hun ikke kunne opretholde for sig selv. Og jeg må dele hendes kloge indsigt med jer.

 fil-24-08-2016-15-33-16

 

 Du spørger, om du er anderledes?

Om jeg kan mærke forskel på dit panser af forsvar for alt i livet og din forsvarsløse sjæl, som blotter din natur?

Hvem bestemmer om dit panser er det syge eller om det er dine skrig?

De magtesløse drømmer skrigene som skyldige, farlige og forvirrende.

De, som selv flygter fra halvdelen af livet, gemmer sig bag eget panser. De, som er så heldige/uheldige, at panseret aldrig hos dem sprænges i grus og mørke og efterlod dem blottede og udsatte for glemslens intethed.

De, som ikke fortæller dig, at der er en vej ud af mørket. Hvor det gør ondt at lære sig selv at kende helt ind til smerten. Men smerten bliver med tiden til inderlighed jo tættere og tættere, du kommer på dig selv.

Lær dig selv at lytte til din krops protester, når din indre uro kvæler din gnist og evnen til at leve et øjeblik mere.

Når forvirring og afmagt vælter alle dine forsvar og hæmninger, så brug din sjæl som en renvasket tavle, hvor du med omhu, langsom og forsigtigt tegner det sande billede af dig selv. Igen må du kravle ind i dit hjørne, når det bliver for svært. Der kan jeg stadig hjælpe dig op fra. Hvad jeg ikke kan er at værne om dit billede og din tavle, når du pludselig forlader den i ny og næ. Du må selv skærme den med en fast tro på dig selv.

Så længe de giver dig piller, så længe sløves og forvirres din smerte, men den er der alligevel, hele tiden. Den er der endda så meget, at den indimellem gør alt uudholdeligt, mens skyklappen dækker mere for øjet. Øjet, hvis glæde og gnist veg for evig bekymring

Gitte Lundø (skrevet i januar 1986)

 

Jeg håber i andre fandt lidt styrke og indsigt til hvordan man som psykisk syg kan vælge at behandle dig selv. Jeg sender jer alle sammen varme. Jeg ønsker at i, kan finde power og husk at være max gode ved jer selv.

Moar er syg i hovedet

“Dengang jeg overlevede på rå viljestyrke, og jeg aldrig blev psykisk syg. Men ak, jeg blev meget, meget klogere. Jeg troede dengang, at hvis jeg bare gjorde alt rigtigt, så skulle det nok lykkes mig at få det jeg drømte om; nemlig en mand og børn og eget hus. Det var dengang mit eneste mål i livet jo, og så det at være mor. Og alt det havde jeg. “

.

.

fil-24-08-2016-15-33-16

Der var en af jer skønne læsere, der spurgte forleden, om jeg ville prøve at skrive om at være psykisk syg mor.  Tabu tænkte jeg bare, og samtidig, i samme tanke, kom ”nej”, da jeg har været mor for mine skønne i snart ti år, og selvfølgelig skulle jeg da prøve at beskrive, hvordan livet som psykisk syg mor ser ud her på adressen.

Vi er nok nødt til at starte en kold december-dag, der var faktisk kun tre dage til jul. Dengang levede jeg, som jeg havde gjort hele mit liv, med skyklapper på, uden at mærke og føle. Dengang jeg overlevede på rå viljestyrke, og jeg aldrig blev psykisk syg. Men ak, jeg blev meget, meget klogere. Jeg troede dengang, at hvis jeg bare gjorde alt rigtigt, så skulle det nok lykkes mig at få det jeg drømte om; nemlig en mand og børn og eget hus. Det var dengang mit eneste mål i livet jo, og så det at være mor. Og alt det havde jeg.

 

Men julen var dog ikke, i alt min idyl, startet som jeg havde håbet og planlagt for min lille søns første jul, for siden børnenes far havde fået nyt job, havde min skeptiske næse lugtet ugler i mosen. Han var, mystisk nok, begyndt at tage armbøjninger. Han mente pludselig, trods det var vores andet barn, og vi aldrig havde puttet første barn sådan, at gå lange aftenture med vores lille søn, mens telefonen sagde ”dut dut ”. Meget mystisk, han blev ved med at omtale en kvindelig kollega hele tiden. Meget mystisk. Så min lille hjerne havde lugtet lunten, og jeg havde desperat tænkt og sagt til ham, at han måske havde brug for nogle dage alene. Så jeg tog ungerne med ned til min mor, og hvad han mon lavede i de dage, hvor jeg håbede på han ville vælge mine børn og jeg, det må vi gætte os til. For da jeg kom hjem søndag morgen, efter at være kørt omkring bageren, og satte mig ved bordet med de små og ham, indså jeg hurtigt, at det på ingen måde havde handlet om ungerne og jeg. Nej, han begyndte at snakke om, at det også kunne være et plus at blive skilt, så fik man to juleaftner og dobbelt fødselsdag. Jeg kunne kun kigge på den mand, der ca. to år forinden som 25-årig, kom grædende hjem til mig, fordi hans forældre skulle skilles. Men jeg er skilsmissebarn helt ind i kernen, mine forældre blev skilt så tidligt, at jeg ikke husker andet. Og nu sad jeg der, og kiggede på den mand der var far til min lille toårige pige, der sad og spiste sin morgenmad, og min lille søn i højstol, der aldrig ville kunne huske mor og far sammen. Og ja, kære venner, jeg blev rasende. For jeg vidste helt ind i sjælen, at ingen mand ville opgive sine børn, med mindre der var en anden kvinde der stjal fokus.

 

Og det var netop i disse dage derefter, at mit liv som syg mor rigtigt startede, fra det øjeblik da børnenes far gik ud af hoveddøren og over til den anden kvinde. Der sad jeg tilbage i stuen med to meget små børn, og et hoved fyldt med katastrofetanker, jeg på ingen måde kunne styre. Og de forudså fremtiden, og jeg var lamslået af angst. Hvordan skulle jeg klare det hele alene med to må børn? og Finn? For han måtte jo også med. Tankerne fløj hundredefirs, jeg så jeg endte, hvor jeg aldrig ville ende – som psykisk syg mor på kontanthjælp – for dengang vidste mine katastrofe tanker godt, hvad jeg magtede og ikke magtede. Men min jernvilje til aldrig at lægge mig ned, og være mor for mine små, drev mig. Hvis svigt de følte, følte jeg dobbelt pga. barndommens mørke skygger. Og her slog mit moder- og overlevelsesinstinkt til. Jeg husker hvordan min speciale-opgave om omsorgssvigt kværnede gennem mit hoved, al den litteratur jeg kendte om depressive mødre, og jeg følte allerede kort efter min søns fødsel, at jeg tangerede en fødselsdepression. Og dengang, ved jeg nu, havde jeg allerede dér, en svær fødsel depression. Og jeg vidste, og besluttede, allerede der, at hvis jeg blev syg, ville jeg gøre alt for at de ikke mærkede det. Jeg besluttede, at hvis jeg endte på kontanthjælp, psykisk syg, som min mor, så skulle de ikke føle skam og skyld. Og så gik jeg i gang med at flytte i egen lejlighed med de to skønne. fil-24-08-2016-15-35-25

 

 

Og det var så her min barndom blev min velsignelse og værste fjende. For hvis der var noget, jeg kunne, så var det ikke at føle noget. Og det brugte jeg alt hvad jeg kunne. Jeg druknede mig i børn, hverdag og indretning af vores nye hjem. Og når børnene sov, travede jeg hvileløs rundt i lejligheden, og ventede på de vågnede og skreg efter en sut eller flaske.  I princippet brugte jeg en gammel kendt metode, jeg kendte, uden at mærke, bare derudaf, altid i gang. Men det var svært, jeg var altid i gang, jeg kunne ikke sove om natten pga. mine tanker, og når jeg endelig sov, blev jeg vækket af en af de små. Så jeg bliver selvfølgelig ringere og ringere. Mine tanker bliver meget mørke, og depressionen sætter ind, med sin mest uhyggelige side. Nemlig selvmordstankerne. Her er det vigtigt at sige, at jeg havde som 15-årige været gennem en lignende proces, uden dog at have fået hjælp, og jeg tænker heller ikke at folk opdagede det dengang. Så jeg vidste i min kerne, at selvmord ville jeg aldrig gøre, og jeg blev nysgerrig på, hvorfor jeg var begyndt at tænkte sådan, men søgte stadig ikke hjælp, da jeg jo kunne klare alt. Men så blev min mor en aften indlagt på intensivafdelingen, og lå i koma i 14 dage. Det var ligesom det skub, jeg havde brug for, til endelig at turde erkende, at jeg måske havde en lille, bette psykisk sårbarhed, nemlig en fødselsdepression, hvilket jo også var ok, når jeg nu var blevet skilt og alt muligt. Så jeg fik ringet til min læge, fik en tid og kom af sted. Jeg husker at han kørte et skema, og sagde at han anbefalede jeg fik noget medicin, når jeg var så syg. NEJ jeg skal have noget kognitiv terapi, så skal jeg nok få styr på det her. Og så snakkede vi lidt videre. Jeg uddybede nogle af mine syge tanker, og lægen påpegede igen, at jeg burde få medicin. Jeg gik derfra med en visitation til en stress- og depressionspsykolog og de obligatoriske 12 gange.

 

Men, men, næste dag, da jeg ringede rundt og opdagede, at der var 6 ugers ventetid, faldt min verden sammen. 6 uger… jeg var kommet alt for sent til lægen. At der havde siddet en fagperson og sagt, jeg var syg, gjorde det hele så meget mere virkeligt. Jeg var syg, og jeg kunne ikke rumme mine tanker, og når børnene skulle hentes, skulle jeg være mor. Jeg ved ikke, om lægen havde regnet med, at jeg ville ringe. Men jeg fik ham straks i røret, og jeg græd som pisket og sagde, at jeg var nødt til at få hans medicin, hvilket han var meget glad for. Og de piller gav mig min nattesøvn og slør på følelserne. Men de hjalp mig dengang.

For jeg startede op ved en psykolog, og der opdagede jeg hurtigt flere ting. For det første, blev hun lettere chokeret hvis jeg lukkede op for barndommens mørke. For det andet, så vurderede hun mig meget mere syg end jeg mente jeg var. Vi snakkede meget moderrolle, og dengang var de skønne meget små, og hun sagde altid til mig, du skal give dig selv ilt først og så redde dine børn. Men jeg var så skadet et barn selv, at alt i mig, hver dag, skreg: hvis du ikke ser, kysser og arrangerer dig i dem, så er de tabt på lang sigt, selv om jeg har fået luft, og jeg vil også i dag til stadighed sætte mine børn forrest. For jeg ved, at deres mor kan holde vejret længe, men jeg er himmel lykkelig for at jeg ikke længere, som i de første år, føler jeg er på overarbejde. Nu er mine børn blevet større, og jeg kan bedre tage et hvil og passe bedre på mig selv i det. Men det har været en lang proces.

Så er der det med skyld og skam. For jeg følte selv dyb skam over, at de skulle have en fattig, psykisk syg mor. Jeg husker stadig, hvordan det var at se min mor på den lukkede afdeling. Og den skam skulle de bare ikke føle, så meget tidligt, i samråd med min efterfølgende psykolog ved Tuba, begyndte jeg at tale med de små om det allerede. Selvfølgelig, i alderssvarende forklaringer. I starten sagde jeg bare, at jeg var syg inde i hovedet. Det gav altid nogle sjove oplevelser: I Føtex engang, stod min lille søn, dengang 3 år, og snakkede med en mand. Så siger han stolt ”det er min mor og hun er syg i hovedet”. Nu er de heldigvis blevet meget større, og siger bare, som jeg tidligere har skrevet ”mor har PTSD, det er derfor hun bliver forskrækket”. Så jeg tror det er enormt vigtigt at snakke helt almindeligt om psykisk sygesomme med børn. De forstår, og er meget mindre fordomsfulde end de voksne. Jeg blev lidt overrasket over I voksnes reaktion på min angst, efter filmen er kommet, og blev jo nødt til at spørge mine børn, hvordan de oplevede når jeg fik angst. Jeg prøver selvfølgelig at undgå ting der giver panikangst, men det kan jo ikke altid lykkes. Så jeg samlede modet, og spurgte dem en dag over middagsmaden. Og hvad var svaret. ”Ja mor, når du får angst så ryster du ligesom Finn og så er du god igen bagefter.” ”Nå, bliver I ikke bange” spurgte jeg så? ”Nej, over hvad?” Tja, ja over hvad? For jeg har nemlig altid i de situationer, hvor mørket har taget over, sørget for at snakke med dem om det, og så er jeg heller ikke selv bange for angsten. Det er kroppens måde at berolige sig selv på. 

Og skyld for psykiske sygdomme, det lærte jeg først, da jeg i sommers mødte det psykiatriske ambulatorium for første gang selv. Der fik jeg tudet ørerne fulde af, at børne påtager sig skylden for min sygdom. Jeg gik lettere eftertænksom gennem skoven hjem, og var virkelig, igen, slet ikke enig i at mine børn måtte føle sådan.

Mine børn kender ikke min historie i detaljer, men delen med at jeg har haft forældre der var anderledes, og havde det svært. Så igen spiste vi aftensmad, og jeg fortæller jeg er startet på sygehuset, og vi har snakket om min sygdom og det at være mor. Så siger jeg, at børn godt kan føle det er deres skyld. Forklarer selvfølge lidt mere. Så kigger de så på mig, og siger: ”det er da ikke vores skyld, det er dine forældres skyld”. Så prøver jeg at forklare, at deres forældre også havde det svært. Så endte mine børn med, at det måtte være deres tiptiptipoldeforældres skyld. Jeg kiggede stolt på mine skønne børn, og nød at de ikke behøvede at føle skyld og skam. fil-24-08-2016-15-37-07

Men det er en stor opgave at være mor, om du er syg eller rask, jeg ved bare at børnene har holdt mig i live de sidste mange år, og jeg kan ikke forstille mig et liv uden, selvom jeg er syg.

Hvad lagde grundstenen for, at jeg ville fighte for et værdigt liv?

Nu må det altså starte.

Jeg bliver ved med at gå med følelsen af, at jeg må berette min historie, og jeg vil gerne understrege at det er min egen oplevelse af de forgange 36 år, der er gået. Det er egentlig sjovt at skulle skrive sin livshistorie i en alder at 36, men sådan er det nu engang. Men hvad er vigtigt at få med og hvordan starter jeg på dette projekt?

Jeg har altid joket med, at jeg ligner en lille pige udenpå og føler mig som en på 60 år, og så er det jo vist på tide at få skrevet den livshistorie. Nå, men er det ikke nemmest at starte ved begyndelsen?

Jeg vil se på mit liv som helhed fra da jeg var omkring ca. 15 år. Da jeg var nået den alder, var jeg på det tidspunkt en lille vred teenager, som prøvede for alt i verden at opretholde en facade af, at alt var ok. Jeg sled i skolen for at blive klar til mine afsluttende eksamener. Jeg var en pligtopfyldende pige, men lige under overfladen ulmede mørket. Jeg var så vred, forvirret, angst og sulten inde bag facaden. Jeg har på dette tidspunkt kæmpet mig gennem min opvækst, det har været en lang, sej, forvirrende og traumatiserende oplevelse. Jeg var heldigvis ved at blive voksen, for mine kræfter var ved at være udtømte, og mit sind søgte desperat efter forståelse og mening i mit liv.

Jeg kunne begyndte at sætte livet lidt i perspektiv, dette var på det tidspunkt et desperat håb om at forstå. Og nu havde jeg en teenagers hjerne og kunne bedre perspektivere. Jeg var et meget delenas-artikel-12-samlet-familiefar-sigtet-for-mishandlingsperat sted i mit liv. Jeg husker dagen så tydeligt; min mor var på druk og ikke hjemme på hendes ubrugte værelse, hun sov altid på sofaen nede i stuen. Jeg gik derind, og fandt en kiste min mor altid har haft, som jeg nu heldigvis har stående.

I den fandt jeg et gammelt avisudklip, og jeg vidste omgående hvilken artikel der var relevant for mit liv.

”Familiefar sigtet for mishandling”

Jeg vidste nu i min desperate sjæl at, hov, min mor drikker måske pga. andre ting, end for at være fuld. Og den dag besluttede jeg med mig selv, at sådanne ulykker der sker i min slægt i generationer, måtte stoppe her hos mig. Jeg ville have en godt, normalt liv, koste hvad det ville. Jeg skulle aldrig ende som min families tragiske skæbne, som åbenbart går langt tilbage. Den berømte sociale arv.

Jeg kunne ikke acceptere at min mor bare drak for at være fuld. Jeg havde gentagne gange fortalt hende det, første gang i 1991, da jeg var 11 år, en lille tøs, hvis hjerne stadig var lille, hvor forvirring og angsten stadig var altoverskyggende. Men også en lille pige der kunne fornemme og sætte grænser for de grænseoverskridende weekender jeg var udsat for.

Så denne dag blev starten på det der blev en lang, hård rejse, hvor jeg undersøgte og efterforskede min historie og min families historie. Jeg har hele livet haft et skarpt øje til min mentale sundhed, og jeg frygter og har mærket psykens mørkeste afgrunde. En frygt der hele mit liv har skærpet mit fokus på hvilke faldgruber jeg skal passe på. Denne dag gjorde, at jeg følte helt ind i min sjæl, at livet for mig skulle blive helt anderledes, og jeg ville forstå hvorfor min familie var ved at gå til grunde.

Jeg vil prøve at fortælle jer, hvordan det ser ud indefra, hvordan det føles for et lille barn at skulle navigere i de voksnes kaos. Der sidder i dag mange børn i Danmark, som også er blevet overset og hvor en lærer, nabo eller ven af familien ikke gør noget, og enten har berøringsangst eller skyklapper på. Det forpligter jer til at finde medmenneskelighed, mest af alt skal I finde jeres empatiske følelse frem. Og så vil jeg opfordre jer til at prøve at lytte og forholde jer til barnet i denne historie. fil-26-08-2016-14-48-12

For bedre at kunne forstå og for at vi kan få nedbrudt nogle af de tabuer, der har gennemsyret mit og mange andre børns liv. Stigmatisering pga. psykisk sygdom, misbrug eller fordi ens forælder er bistandsmodtager, som det hed i gamle dage.

Min tidlige barndom kan jeg af gode grunde ikke huske. Så jeg tror i første omgang jeg vil skrive fra egne minder. Altså fra den tid jeg bedst husker. Jeg vil også lave en baggrundspræsentation af min slægt ud fra gammelt indsamlet materiale.

Noget af det første jeg husker er børnehaven. Jeg kan huske at jeg elsker at være der, jeg elskede at klatre og gynge med mine andre små veninder. Jeg var en lille, smilende storesøster, som prøvede for alt i verden at være den store, jeg hjalp min mor meget med små huslige opgaver. Men om natten kom mørket, mareridtene og den evige våde seng, for jeg tissede altid i sengen. Da jeg var helt lille, kan jeg huske jeg lå hver aften i dyb fortvivlelse, enten over hvilket mareridt der ville komme, eller også overtog mine katastrofetanker, som jeg allerede dengang havde. Jeg husker tydeligt en af mine største bekymringer. I 1. klasse. Hvordan skulle jeg dog bestå eksamen? jeg kunne jo ikke engang læse, min lille hjerne kunne ikke styre tankerne, og fortvivlelsens bliver kun mere afgrundsdyb. Jeg skulle blive ti år ældre, før jeg fik de første intuitive redskaber til at styre dem en smule.

Jeg husker min mor fjolle rundt i stuen som fru Alfredsen, som var en tyk dame der dansede og sang. Dejlige minder af latter og varme.

Det er en generel følelse jeg har, når jeg tænker på min mor i vores helt tidlige barndom. De første 5 år af mit liv forløb, i min erindring, nogenlunde normalt. Jeg har senere i mit liv måttet erindre, at sådan var tingene ikke helt. Men det kommer jeg nærmere ind på. For det er jo netop sådan, at bagklogskabens lys skinner så klart.

Men jeg har lovet at fortælle min historie. Så jeg må hellere begynde ved starten??