At lære sig selv at kende helt ind til smerten

Min mor er jo i dag desværre syg med Alzheimer og alkoholdemens og bor på plejehjem. Det er desværre de hårde konsekvenser af hende baske liv. De kalder den sygdom ” de pårørendes sygdom” hvilket jeg finder meget passende, da min mor å en eller anden måde er blevet fri.

Men vi andre oplever alt det uhyggelige fra første række. Jeg er uhyre presset, i mit samvær med hende. Da hun mere og mere minder mig om fortidens syge mor der var psykotisk og uden kontakt til omverden. Så jeg da jeg har PTSD pga. netop sådanne oplevelser i min barndom. Så det ligger presset hårdt.

Så jeg har faktisk, de sidste mange måneder, ikke haft overskud til andet end at passe livet, så sorry jeg har været lidt stille. Men denne blog skal være et positivt indslag i mit liv og må ikke forværre min tilstand, for mit fornemmeste job er at være mor for mine skønne.

Så humøret har været barsk og vejret, har ikke ligefrem appelleret til haveterapi som er mega tiltrængt.

Så jeg havde behov for min mor, men hun er ikke tilgængelig som det meste af mit liv, men endnu engang som så mange gange tidligere søgte jeg tilflugt i hendes gamle kiste. En kiste der rummer mange breve, digte og billeder.

Dybe familie hemmeligheder og tragedier, den er proppet med breve med skråskrift på gammelt gyldent papir. Jeg havde brug for min mor, jeg havde brug for styrken til at magte mit liv. min mor var en dyb sjæl der havde stor indsigt i psykens mørke og var bedre til at prøve at hjælpe andre end hun var til at tage hånd om hendes egen mørke.

Pludselig falder jeg over hende stemme og da jeg læste et gammelt brev hun engang har skrevet til et familiemedlem der er blevet indlagt på den lukkede afdeling. Fik jeg af min mor (min unge mor fra 1986) og alt den power hun ikke kunne opretholde for sig selv. Og jeg må dele hendes kloge indsigt med jer.

 fil-24-08-2016-15-33-16

 

 Du spørger, om du er anderledes?

Om jeg kan mærke forskel på dit panser af forsvar for alt i livet og din forsvarsløse sjæl, som blotter din natur?

Hvem bestemmer om dit panser er det syge eller om det er dine skrig?

De magtesløse drømmer skrigene som skyldige, farlige og forvirrende.

De, som selv flygter fra halvdelen af livet, gemmer sig bag eget panser. De, som er så heldige/uheldige, at panseret aldrig hos dem sprænges i grus og mørke og efterlod dem blottede og udsatte for glemslens intethed.

De, som ikke fortæller dig, at der er en vej ud af mørket. Hvor det gør ondt at lære sig selv at kende helt ind til smerten. Men smerten bliver med tiden til inderlighed jo tættere og tættere, du kommer på dig selv.

Lær dig selv at lytte til din krops protester, når din indre uro kvæler din gnist og evnen til at leve et øjeblik mere.

Når forvirring og afmagt vælter alle dine forsvar og hæmninger, så brug din sjæl som en renvasket tavle, hvor du med omhu, langsom og forsigtigt tegner det sande billede af dig selv. Igen må du kravle ind i dit hjørne, når det bliver for svært. Der kan jeg stadig hjælpe dig op fra. Hvad jeg ikke kan er at værne om dit billede og din tavle, når du pludselig forlader den i ny og næ. Du må selv skærme den med en fast tro på dig selv.

Så længe de giver dig piller, så længe sløves og forvirres din smerte, men den er der alligevel, hele tiden. Den er der endda så meget, at den indimellem gør alt uudholdeligt, mens skyklappen dækker mere for øjet. Øjet, hvis glæde og gnist veg for evig bekymring

Gitte Lundø (skrevet i januar 1986)

 

Jeg håber i andre fandt lidt styrke og indsigt til hvordan man som psykisk syg kan vælge at behandle dig selv. Jeg sender jer alle sammen varme. Jeg ønsker at i, kan finde power og husk at være max gode ved jer selv.

Moar er syg i hovedet

“Dengang jeg overlevede på rå viljestyrke, og jeg aldrig blev psykisk syg. Men ak, jeg blev meget, meget klogere. Jeg troede dengang, at hvis jeg bare gjorde alt rigtigt, så skulle det nok lykkes mig at få det jeg drømte om; nemlig en mand og børn og eget hus. Det var dengang mit eneste mål i livet jo, og så det at være mor. Og alt det havde jeg. “

.

.

fil-24-08-2016-15-33-16

Der var en af jer skønne læsere, der spurgte forleden, om jeg ville prøve at skrive om at være psykisk syg mor.  Tabu tænkte jeg bare, og samtidig, i samme tanke, kom ”nej”, da jeg har været mor for mine skønne i snart ti år, og selvfølgelig skulle jeg da prøve at beskrive, hvordan livet som psykisk syg mor ser ud her på adressen.

Vi er nok nødt til at starte en kold december-dag, der var faktisk kun tre dage til jul. Dengang levede jeg, som jeg havde gjort hele mit liv, med skyklapper på, uden at mærke og føle. Dengang jeg overlevede på rå viljestyrke, og jeg aldrig blev psykisk syg. Men ak, jeg blev meget, meget klogere. Jeg troede dengang, at hvis jeg bare gjorde alt rigtigt, så skulle det nok lykkes mig at få det jeg drømte om; nemlig en mand og børn og eget hus. Det var dengang mit eneste mål i livet jo, og så det at være mor. Og alt det havde jeg.

 

Men julen var dog ikke, i alt min idyl, startet som jeg havde håbet og planlagt for min lille søns første jul, for siden børnenes far havde fået nyt job, havde min skeptiske næse lugtet ugler i mosen. Han var, mystisk nok, begyndt at tage armbøjninger. Han mente pludselig, trods det var vores andet barn, og vi aldrig havde puttet første barn sådan, at gå lange aftenture med vores lille søn, mens telefonen sagde ”dut dut ”. Meget mystisk, han blev ved med at omtale en kvindelig kollega hele tiden. Meget mystisk. Så min lille hjerne havde lugtet lunten, og jeg havde desperat tænkt og sagt til ham, at han måske havde brug for nogle dage alene. Så jeg tog ungerne med ned til min mor, og hvad han mon lavede i de dage, hvor jeg håbede på han ville vælge mine børn og jeg, det må vi gætte os til. For da jeg kom hjem søndag morgen, efter at være kørt omkring bageren, og satte mig ved bordet med de små og ham, indså jeg hurtigt, at det på ingen måde havde handlet om ungerne og jeg. Nej, han begyndte at snakke om, at det også kunne være et plus at blive skilt, så fik man to juleaftner og dobbelt fødselsdag. Jeg kunne kun kigge på den mand, der ca. to år forinden som 25-årig, kom grædende hjem til mig, fordi hans forældre skulle skilles. Men jeg er skilsmissebarn helt ind i kernen, mine forældre blev skilt så tidligt, at jeg ikke husker andet. Og nu sad jeg der, og kiggede på den mand der var far til min lille toårige pige, der sad og spiste sin morgenmad, og min lille søn i højstol, der aldrig ville kunne huske mor og far sammen. Og ja, kære venner, jeg blev rasende. For jeg vidste helt ind i sjælen, at ingen mand ville opgive sine børn, med mindre der var en anden kvinde der stjal fokus.

 

Og det var netop i disse dage derefter, at mit liv som syg mor rigtigt startede, fra det øjeblik da børnenes far gik ud af hoveddøren og over til den anden kvinde. Der sad jeg tilbage i stuen med to meget små børn, og et hoved fyldt med katastrofetanker, jeg på ingen måde kunne styre. Og de forudså fremtiden, og jeg var lamslået af angst. Hvordan skulle jeg klare det hele alene med to må børn? og Finn? For han måtte jo også med. Tankerne fløj hundredefirs, jeg så jeg endte, hvor jeg aldrig ville ende – som psykisk syg mor på kontanthjælp – for dengang vidste mine katastrofe tanker godt, hvad jeg magtede og ikke magtede. Men min jernvilje til aldrig at lægge mig ned, og være mor for mine små, drev mig. Hvis svigt de følte, følte jeg dobbelt pga. barndommens mørke skygger. Og her slog mit moder- og overlevelsesinstinkt til. Jeg husker hvordan min speciale-opgave om omsorgssvigt kværnede gennem mit hoved, al den litteratur jeg kendte om depressive mødre, og jeg følte allerede kort efter min søns fødsel, at jeg tangerede en fødselsdepression. Og dengang, ved jeg nu, havde jeg allerede dér, en svær fødsel depression. Og jeg vidste, og besluttede, allerede der, at hvis jeg blev syg, ville jeg gøre alt for at de ikke mærkede det. Jeg besluttede, at hvis jeg endte på kontanthjælp, psykisk syg, som min mor, så skulle de ikke føle skam og skyld. Og så gik jeg i gang med at flytte i egen lejlighed med de to skønne. fil-24-08-2016-15-35-25

 

 

Og det var så her min barndom blev min velsignelse og værste fjende. For hvis der var noget, jeg kunne, så var det ikke at føle noget. Og det brugte jeg alt hvad jeg kunne. Jeg druknede mig i børn, hverdag og indretning af vores nye hjem. Og når børnene sov, travede jeg hvileløs rundt i lejligheden, og ventede på de vågnede og skreg efter en sut eller flaske.  I princippet brugte jeg en gammel kendt metode, jeg kendte, uden at mærke, bare derudaf, altid i gang. Men det var svært, jeg var altid i gang, jeg kunne ikke sove om natten pga. mine tanker, og når jeg endelig sov, blev jeg vækket af en af de små. Så jeg bliver selvfølgelig ringere og ringere. Mine tanker bliver meget mørke, og depressionen sætter ind, med sin mest uhyggelige side. Nemlig selvmordstankerne. Her er det vigtigt at sige, at jeg havde som 15-årige været gennem en lignende proces, uden dog at have fået hjælp, og jeg tænker heller ikke at folk opdagede det dengang. Så jeg vidste i min kerne, at selvmord ville jeg aldrig gøre, og jeg blev nysgerrig på, hvorfor jeg var begyndt at tænkte sådan, men søgte stadig ikke hjælp, da jeg jo kunne klare alt. Men så blev min mor en aften indlagt på intensivafdelingen, og lå i koma i 14 dage. Det var ligesom det skub, jeg havde brug for, til endelig at turde erkende, at jeg måske havde en lille, bette psykisk sårbarhed, nemlig en fødselsdepression, hvilket jo også var ok, når jeg nu var blevet skilt og alt muligt. Så jeg fik ringet til min læge, fik en tid og kom af sted. Jeg husker at han kørte et skema, og sagde at han anbefalede jeg fik noget medicin, når jeg var så syg. NEJ jeg skal have noget kognitiv terapi, så skal jeg nok få styr på det her. Og så snakkede vi lidt videre. Jeg uddybede nogle af mine syge tanker, og lægen påpegede igen, at jeg burde få medicin. Jeg gik derfra med en visitation til en stress- og depressionspsykolog og de obligatoriske 12 gange.

 

Men, men, næste dag, da jeg ringede rundt og opdagede, at der var 6 ugers ventetid, faldt min verden sammen. 6 uger… jeg var kommet alt for sent til lægen. At der havde siddet en fagperson og sagt, jeg var syg, gjorde det hele så meget mere virkeligt. Jeg var syg, og jeg kunne ikke rumme mine tanker, og når børnene skulle hentes, skulle jeg være mor. Jeg ved ikke, om lægen havde regnet med, at jeg ville ringe. Men jeg fik ham straks i røret, og jeg græd som pisket og sagde, at jeg var nødt til at få hans medicin, hvilket han var meget glad for. Og de piller gav mig min nattesøvn og slør på følelserne. Men de hjalp mig dengang.

For jeg startede op ved en psykolog, og der opdagede jeg hurtigt flere ting. For det første, blev hun lettere chokeret hvis jeg lukkede op for barndommens mørke. For det andet, så vurderede hun mig meget mere syg end jeg mente jeg var. Vi snakkede meget moderrolle, og dengang var de skønne meget små, og hun sagde altid til mig, du skal give dig selv ilt først og så redde dine børn. Men jeg var så skadet et barn selv, at alt i mig, hver dag, skreg: hvis du ikke ser, kysser og arrangerer dig i dem, så er de tabt på lang sigt, selv om jeg har fået luft, og jeg vil også i dag til stadighed sætte mine børn forrest. For jeg ved, at deres mor kan holde vejret længe, men jeg er himmel lykkelig for at jeg ikke længere, som i de første år, føler jeg er på overarbejde. Nu er mine børn blevet større, og jeg kan bedre tage et hvil og passe bedre på mig selv i det. Men det har været en lang proces.

Så er der det med skyld og skam. For jeg følte selv dyb skam over, at de skulle have en fattig, psykisk syg mor. Jeg husker stadig, hvordan det var at se min mor på den lukkede afdeling. Og den skam skulle de bare ikke føle, så meget tidligt, i samråd med min efterfølgende psykolog ved Tuba, begyndte jeg at tale med de små om det allerede. Selvfølgelig, i alderssvarende forklaringer. I starten sagde jeg bare, at jeg var syg inde i hovedet. Det gav altid nogle sjove oplevelser: I Føtex engang, stod min lille søn, dengang 3 år, og snakkede med en mand. Så siger han stolt ”det er min mor og hun er syg i hovedet”. Nu er de heldigvis blevet meget større, og siger bare, som jeg tidligere har skrevet ”mor har PTSD, det er derfor hun bliver forskrækket”. Så jeg tror det er enormt vigtigt at snakke helt almindeligt om psykisk sygesomme med børn. De forstår, og er meget mindre fordomsfulde end de voksne. Jeg blev lidt overrasket over I voksnes reaktion på min angst, efter filmen er kommet, og blev jo nødt til at spørge mine børn, hvordan de oplevede når jeg fik angst. Jeg prøver selvfølgelig at undgå ting der giver panikangst, men det kan jo ikke altid lykkes. Så jeg samlede modet, og spurgte dem en dag over middagsmaden. Og hvad var svaret. ”Ja mor, når du får angst så ryster du ligesom Finn og så er du god igen bagefter.” ”Nå, bliver I ikke bange” spurgte jeg så? ”Nej, over hvad?” Tja, ja over hvad? For jeg har nemlig altid i de situationer, hvor mørket har taget over, sørget for at snakke med dem om det, og så er jeg heller ikke selv bange for angsten. Det er kroppens måde at berolige sig selv på. 

Og skyld for psykiske sygdomme, det lærte jeg først, da jeg i sommers mødte det psykiatriske ambulatorium for første gang selv. Der fik jeg tudet ørerne fulde af, at børne påtager sig skylden for min sygdom. Jeg gik lettere eftertænksom gennem skoven hjem, og var virkelig, igen, slet ikke enig i at mine børn måtte føle sådan.

Mine børn kender ikke min historie i detaljer, men delen med at jeg har haft forældre der var anderledes, og havde det svært. Så igen spiste vi aftensmad, og jeg fortæller jeg er startet på sygehuset, og vi har snakket om min sygdom og det at være mor. Så siger jeg, at børn godt kan føle det er deres skyld. Forklarer selvfølge lidt mere. Så kigger de så på mig, og siger: ”det er da ikke vores skyld, det er dine forældres skyld”. Så prøver jeg at forklare, at deres forældre også havde det svært. Så endte mine børn med, at det måtte være deres tiptiptipoldeforældres skyld. Jeg kiggede stolt på mine skønne børn, og nød at de ikke behøvede at føle skyld og skam. fil-24-08-2016-15-37-07

Men det er en stor opgave at være mor, om du er syg eller rask, jeg ved bare at børnene har holdt mig i live de sidste mange år, og jeg kan ikke forstille mig et liv uden, selvom jeg er syg.

Skam 

Jeg er barn af misbrugere og kender skammen helt ind i sjælen, allerede tidligt i mit liv mødte jeg:

Skammen over at være barn

Skammen over at være til

Skammen over alle de ting jeg gjorde galt 

Skammen over ikke kunne følge ordentligt med i skolen 

Skammen over at vedblive at være en lille lort og aldrig blive en rigtig kvinde med former 

Skammen over at ha en døddrukken mor

Skammen over at have en psykisk syg mor

Skammen over at have et hjem hvor der hang piske på væggen 

Skammen over at have byens pusher til stedfar 

Skammen over at være fattig 

Og skammen over mine forældre var bistandsrotter. 

fil-24-08-2016-15-50-34Disse, efter min mening, latterlige følelser har jeg brugt uanede kræfter og ressourcer på. Når de gentagende gange har fyldt mit hoved med en følelse af, at jeg slet ikke har en berettigelse i mit liv. Men jeg, modsat mange andre, havde ikke forældre der kunne opretholde en illusion af normalitet. Så jeg skammede mig dybt over, at vi var dem samfundet kiggede skævt til, og lærte også hurtigt at prøve at lade som om, vi ikke var anderledes.

Men skammen lå der hele tiden, når jeg var ude og handle med min mor og hun gik slingrende ned mod øl- og vinafdelingen, eller en af de hundrede gange jeg blev sendt i byen, efter alkohol og smøger, og skulle gå med de klirrende flasker hjem. 

Men heldigvis blev jeg ældre, og da jeg kom ud af min barndoms kløer og et stykke ind i voksenlivet, besluttede jeg at skammen skulle ophøre. Men endnu engang skulle der barske metoder til, før jeg indså, at jeg ikke bare kunne blæse derud af uden hensyn til alle de åbne sår der stadig lå på min sjæl, for skammen fulgte mig. Det gjorde den helt til jeg var 23, og der skete et lille mirakel.

 

fil-24-08-2016-15-52-07

Jeg var droppet ud af universitet, og en formiddag i februar 2003 tænkte jeg, at jeg lige ville gå ned forbi det pædagogseminarium jeg så tit var gået forbi. Så jeg gik ind på kontoret for at få lidt råd og vejledning i, hvordan jeg skulle søge optagelse til sommer-start. Men der gik ikke mange minutter, før de spurgte, om jeg ikke ville starte med det samme, da de havde fået et afbud. Jeg gloede måbende, og fik fremstammet et eller andet om, at mit gennemsnit slet ikke var højt nok. Hun sagde, at det skulle jeg komme med i morgen, og at hun synes jeg bare skulle smutte ned og møde mine nye studiekammerater, og at når man var så arrangeret, så var man velkommen på Peter Sabroe. Jeg var himmellykkelig og i lettere chok, da jeg gik efter hende ned mod min nye klasse og mit nye liv som pædagogstuderende. Jeg var blevet optaget på Peter Sabroe seminariet i Århus. What! Der startede vi jo nemlig selvfølgelig ud med livshistorie, så kunne vi jo rigtig komme til at lære hinanden at kende. 

 

Jeg, som overhovedet ikke var forberedt på det at starte som pædagog, befandt mig nu blandt en flok skønne, rummelige og empatiske mennesker og en masse sjove livshistorie-øvelser i de næste uger. fil-19-10-2016-14-10-55

Gisp! Jeg sank en klump. Måden jeg havde overlevet på indtil nu var. ”Hvad jeg ikke dør af, gør mig stærkere” og lad for Guds skyld aldrig nogen høre om alt det skammelige, så vil de dig selvfølgelig ikke… Dette er et farligt sted at befinde sig. På dette tidspunkt i mit liv har jeg aldrig modtaget nogen form for kognitiv hjælp, så jeg kører stadig i min barndoms overlevelsesmode og strategier. 

Så helt uden refleksion og eftertanke, sætter min krop og mit sind gang i de sædvanlige strategier. Jeg har altid haft det svært med at lyve, men undgå sandheden og skåne folk kunne jeg, ved bare at smile og lade som om at alt var godt, og jeg havde styr på livet. Peter Sabroe seminaret endte dog med at give mig kamp til stregen, for vi legede mange lege, lavede forskellige opgaver – alle om livshistorie – og på tredjedagen var jeg spændt som en bue. Jeg havde undgået, hoppet, dukket og smilet til jeg lå grædende derhjemme, dybt splittet, fordi jeg følte mig så flov over jeg ikke kunne fortælle historie som de andre kunne. Og på tredjedagen kolliderede det. 

fil-24-08-2016-15-53-39Vi skulle starte dagen med en skøn, meget farverig og følsom lærer. Vi var samlet det meste af årgangen, altså mange mennesker i teatersalen, og vi skulle lave en øvelses to og to.  Jeg fandt en kvinde, jeg var mest tryg ved, og vi satte os over for hinanden, som vi blev bedt om alle sammen. Så skulle vi lukke øjnene, og hun gik i gang med at føre os tilbage til vores barndom, og jeg sad der, og fik hurtigt et flashback som jeg have puttet langt væk. Jeg så pludselig for mig, engang da jeg var 11 år og havde fundet min mor livløs af druk.

Jeg husker jeg var dybt overvældet, men har altid været en ekspert i at sætte smilet på, for jeg glemmer aldrig, da hun bad os fortælle vores makker om vores indre rejse. 

Jeg var rystet over mig selv og min stemme, for mit indre var totalt kaos over dette minde. Det der var kommet frem, havde rystet mig dybt, men ud af min mund – og jeg så sikker sød ud mens jeg fortalte min makker en latterlig historie – kom en historie om hvordan min veninde og jeg havde leget i en blomstereng. En fucking blomstereng, kunne det blive mere smukt?

Men det gjorde jeg, alt i mens jeg skammer mig over at være falsk, over at være barn af misbrugere, og jeg gik endnu engang grædende hjem. Men da jeg var færdig med at græde, havde jeg en dyb samtale med mig selv. Det har jeg ofte. Jeg søgte med lys og lygte, og opdagede den nystartede TUBA afdeling i Århus. Jeg fattede modet, og ringede og kom heldigvis til en akut-samtale, dette blev starten på min modstand mod skammen.

For jeg husker, at jeg første gang sad overfor et menneske, der forstod alt det, som mit 23-årige jeg var, med 23 års pis i rygsækken, og en familie der ikke med et trylleslag, var blevet normal, bare fordi jeg var blevet voksen. Men der sad en kvinde, der forstod jeg var ved at drukne i livet, og livshistorieforløbet på min nye skole. Desværre havde de også dengang lange ventelister, så jeg fik kun denne ene samtale, men denne ene gav mig modet til at se. at jeg var ok, og at hvis jeg havde modet, skulle jeg være ærlig på seminariet og bare skildre min livshistorie i det omfang jeg turde.

Så det blev interessante uger, der nu ventede tabubrydning Lundø-style.

 Og jeg troede, jeg var ovre at skamme mig, da jeg forlod mit skønne seminarium – nu en dannelse rigere – og med endnu en succes puttet ned i bagagen blandt alt mit andet kaos. 

fil-24-08-2016-15-34-50

Men så mødte jeg som 28-årig skammen igen: 

 Skammen over at være endt syg på dagpenge 

Skammen over ikke at bidrage til fællesskabet

Skammen over at være en psykisk syg mor 

Skammen over at være til

Skammen over at være på bistand, hov nu hedder det kontanthjælp, hvilket ikke ændrer retorikken. 

Skammen over at bede om hjælp 

Skammen over jeg ikke formåede at følge kommunens tiltag

Skammen over at gakke af på en fordrukken mand der råber af mig 

Skammen over ikke at passe ind 

 

Men jeg har brug for at sige, alt ovenstående er heller ikke følelser du bør påtage dig, for af skammen vokser intet. Jeg har gennem mange års terapi lært vigtigheden af at behandle mig selv med varme og venlighed. I starten fandt jeg det umådelig svært at sætte mig selv først, og jeg må også indrømme, at jeg stadig halter en del når det kommer til ungerne – der kommer jeg tit til at køre mig selv lidt for hårdt.  Men grundlæggende prøver jeg at passe på mig selv, og det var ikke muligt, hvis jeg skulle gå og skamme mig over hvor og hvordan mit liv var endt. 

Problemet var bare at nu, i 2010erne, er retorikken omkring netop denne samfundsgruppe jeg var endt i, værre end nogensinde. Jeg har altid fulgt med i samfundsdebatten, og har de sidste mange år set måbende til, mens stort set alle partier i fællesskab har lavet den ende ødelæggende reform efter den anden, for at vi kan ende hvor vi er i dag. At de med fantastisk spin, og nogle hardcore lobbyister, har fået skabt en hel gruppe af kontanthjælpsmodtagere som betragtes som nogen der stjæler fra fællesskabet og medfører en samfundsmæssig økonomisk deroute. 

Hvilket er meget genialt gjort, for det er meget nemmere at tage fra folk der sjæler fra fællesskabet end fra en syg, enlig mor. Hvilket jeg døjer med som de fleste, med katastrofetanker, og ikke engang i mine sorteste øjeblikke har mine syge tanker kunnet måle sig med den virkelighed vi ser i dag, en kold oktoberdag i 2016.

Men hvor grimt og umenneskelig er den politik der føres i dag? Hver gang mine katastrofetanker bevæger mig mod de udsatte i dag, må jeg med vold og magt stoppe dem. For jeg kan ikke holde tanker ud om mødre der ryger på gaden, at børn fjernes fra deres trygge hjem, fordi økonomien kommer til at sejle endnu mere. At folk allerede nu må flytte fra deres nærområde og flytte til billigere kommuner, at frustrationer stiger i de små hjem og stemning fylder børnene med voksnes bekymringer. 

 Og at vi i dag finder os i, at se hele befolkningsgrupper bliver udskældt og gjort til syndebukke, er langt over min fatteevne. At man styrer et land med had og fremmedgørelse, frem for at se det enkelte menneske og vise vi er et af verden rigeste lande. At vi ser på at der bliver mobbet nedad, og jeg tænker hele vejen: 

 Jeg ved i hvert fald, at jeg prøver at opdrage mine børn til at værne om de udsatte og svage i samfundet, at man taler pænt til og om andre, al mobning er strengt forbudt og at man får det tilbage man selv giver ud. 

 Når vi lader grådigheden og egoismen råde, så ender vi mørke steder, vi ikke ønsker at se vores yndige land. Steder hvor hadet, grådigheden og skammen råder.

 Så alle jer der er ramt i systemet, brug en stund på at finde al den latterlige skam, og sæt dig fri. Lad os skamme os over vi har politikere der ikke evner at samle folket, skamme os over at de udhuler vores velfærd, lad os sende dem skammen over at der ikke er penge til regningen.

Og kære politikere, I burde skamme jer over at udtænke og gennemføre politik fuldstændig hensynsløst, og så lade jeres små bødler (kommuner) udføre jeres hastige tiltag uden ordentlig tid eller vejledning i praksis.

Jeg håber alle snart forstår, at det er vigtigt, at vi slår ring om udsatte mennesker og viser, at vi ikke accepterer sådan behandling af nogen mennesker i dette land. Jeg agter at blive ved, indtil ingen mennesker skammer sig over at være ramt på livet, for ramt kan vi alle blive. Og til jer der stadig ikke har mødt systemets kløer: forstå det nu, og hjælp alle de udsatte som lever under kummerlige forhold i et land, hvor det er helt ok at fjerne boligSIKRINGEN og eksistensgrundlaget for de alle mest udsatte mennesker og deres BØRN.

peter-sabroe

 

 

Om Peter Sabroe:

Børnenes ven: Rasmus Peter Sabroe (23. januar 1867 i Gødvad ved Silkeborg), var humanist, socialist og stærkt optaget af, at skabe mere retfærdighed og lighed i samfundet. Peter Sabroe var samtidens mest kendte og omstridte menige folketingsmand. Grunden til dette var, at han på sine rejser rundt i landet afslørede de ofte forfærdende forhold, som forsømte børn og unge levede under. Som medlem af Tyendekommissionen afdækkede han misbrug af tjenestefolk på landet. Sabroe holdt også et vågent øje med børnehjem og opdragelsesanstalter.

Hvad lagde grundstenen for, at jeg ville fighte for et værdigt liv?

Nu må det altså starte.

Jeg bliver ved med at gå med følelsen af, at jeg må berette min historie, og jeg vil gerne understrege at det er min egen oplevelse af de forgange 36 år, der er gået. Det er egentlig sjovt at skulle skrive sin livshistorie i en alder at 36, men sådan er det nu engang. Men hvad er vigtigt at få med og hvordan starter jeg på dette projekt?

Jeg har altid joket med, at jeg ligner en lille pige udenpå og føler mig som en på 60 år, og så er det jo vist på tide at få skrevet den livshistorie. Nå, men er det ikke nemmest at starte ved begyndelsen?

Jeg vil se på mit liv som helhed fra da jeg var omkring ca. 15 år. Da jeg var nået den alder, var jeg på det tidspunkt en lille vred teenager, som prøvede for alt i verden at opretholde en facade af, at alt var ok. Jeg sled i skolen for at blive klar til mine afsluttende eksamener. Jeg var en pligtopfyldende pige, men lige under overfladen ulmede mørket. Jeg var så vred, forvirret, angst og sulten inde bag facaden. Jeg har på dette tidspunkt kæmpet mig gennem min opvækst, det har været en lang, sej, forvirrende og traumatiserende oplevelse. Jeg var heldigvis ved at blive voksen, for mine kræfter var ved at være udtømte, og mit sind søgte desperat efter forståelse og mening i mit liv.

Jeg kunne begyndte at sætte livet lidt i perspektiv, dette var på det tidspunkt et desperat håb om at forstå. Og nu havde jeg en teenagers hjerne og kunne bedre perspektivere. Jeg var et meget delenas-artikel-12-samlet-familiefar-sigtet-for-mishandlingsperat sted i mit liv. Jeg husker dagen så tydeligt; min mor var på druk og ikke hjemme på hendes ubrugte værelse, hun sov altid på sofaen nede i stuen. Jeg gik derind, og fandt en kiste min mor altid har haft, som jeg nu heldigvis har stående.

I den fandt jeg et gammelt avisudklip, og jeg vidste omgående hvilken artikel der var relevant for mit liv.

”Familiefar sigtet for mishandling”

Jeg vidste nu i min desperate sjæl at, hov, min mor drikker måske pga. andre ting, end for at være fuld. Og den dag besluttede jeg med mig selv, at sådanne ulykker der sker i min slægt i generationer, måtte stoppe her hos mig. Jeg ville have en godt, normalt liv, koste hvad det ville. Jeg skulle aldrig ende som min families tragiske skæbne, som åbenbart går langt tilbage. Den berømte sociale arv.

Jeg kunne ikke acceptere at min mor bare drak for at være fuld. Jeg havde gentagne gange fortalt hende det, første gang i 1991, da jeg var 11 år, en lille tøs, hvis hjerne stadig var lille, hvor forvirring og angsten stadig var altoverskyggende. Men også en lille pige der kunne fornemme og sætte grænser for de grænseoverskridende weekender jeg var udsat for.

Så denne dag blev starten på det der blev en lang, hård rejse, hvor jeg undersøgte og efterforskede min historie og min families historie. Jeg har hele livet haft et skarpt øje til min mentale sundhed, og jeg frygter og har mærket psykens mørkeste afgrunde. En frygt der hele mit liv har skærpet mit fokus på hvilke faldgruber jeg skal passe på. Denne dag gjorde, at jeg følte helt ind i min sjæl, at livet for mig skulle blive helt anderledes, og jeg ville forstå hvorfor min familie var ved at gå til grunde.

Jeg vil prøve at fortælle jer, hvordan det ser ud indefra, hvordan det føles for et lille barn at skulle navigere i de voksnes kaos. Der sidder i dag mange børn i Danmark, som også er blevet overset og hvor en lærer, nabo eller ven af familien ikke gør noget, og enten har berøringsangst eller skyklapper på. Det forpligter jer til at finde medmenneskelighed, mest af alt skal I finde jeres empatiske følelse frem. Og så vil jeg opfordre jer til at prøve at lytte og forholde jer til barnet i denne historie. fil-26-08-2016-14-48-12

For bedre at kunne forstå og for at vi kan få nedbrudt nogle af de tabuer, der har gennemsyret mit og mange andre børns liv. Stigmatisering pga. psykisk sygdom, misbrug eller fordi ens forælder er bistandsmodtager, som det hed i gamle dage.

Min tidlige barndom kan jeg af gode grunde ikke huske. Så jeg tror i første omgang jeg vil skrive fra egne minder. Altså fra den tid jeg bedst husker. Jeg vil også lave en baggrundspræsentation af min slægt ud fra gammelt indsamlet materiale.

Noget af det første jeg husker er børnehaven. Jeg kan huske at jeg elsker at være der, jeg elskede at klatre og gynge med mine andre små veninder. Jeg var en lille, smilende storesøster, som prøvede for alt i verden at være den store, jeg hjalp min mor meget med små huslige opgaver. Men om natten kom mørket, mareridtene og den evige våde seng, for jeg tissede altid i sengen. Da jeg var helt lille, kan jeg huske jeg lå hver aften i dyb fortvivlelse, enten over hvilket mareridt der ville komme, eller også overtog mine katastrofetanker, som jeg allerede dengang havde. Jeg husker tydeligt en af mine største bekymringer. I 1. klasse. Hvordan skulle jeg dog bestå eksamen? jeg kunne jo ikke engang læse, min lille hjerne kunne ikke styre tankerne, og fortvivlelsens bliver kun mere afgrundsdyb. Jeg skulle blive ti år ældre, før jeg fik de første intuitive redskaber til at styre dem en smule.

Jeg husker min mor fjolle rundt i stuen som fru Alfredsen, som var en tyk dame der dansede og sang. Dejlige minder af latter og varme.

Det er en generel følelse jeg har, når jeg tænker på min mor i vores helt tidlige barndom. De første 5 år af mit liv forløb, i min erindring, nogenlunde normalt. Jeg har senere i mit liv måttet erindre, at sådan var tingene ikke helt. Men det kommer jeg nærmere ind på. For det er jo netop sådan, at bagklogskabens lys skinner så klart.

Men jeg har lovet at fortælle min historie. Så jeg må hellere begynde ved starten??