Overlevelses guide som syg i systemet

Hvordan overlever jeg som syg i vores velfærdsystem ?

For to år siden medvirkede jeg i en film, efter 7 år med systemet som nærmeste samarbejdspartner, Var min sjæl og psyke ødelagt. Så noget måtte gøres. Vi har desværre idag et velfærdsystem som ikke vægter det enkelte menneskes evner og ressourcer. 

Det lykkes desværre ikke dengang. Folk på bunden høres ikke, og efter mit filmprojekt er jeg også ret overbevist om at medierne er købt og betalt af toppen. Modstandskampen er en hård nød at knække, især når toppens spin går årtier tilbage.. 

Er alle ikke opforstret med at bliver vi syge mm. Så træder velfærdssamfundet til? Er det ikke derfor vi med glæde betaler 50% eller derover i skat? I den tro at vælter vi så ender vi ikke på gaden. 

Men ak dette er en illusion, hvis du er så “heldig” ikke at være gift, have mand,bil og hus. Så kan du måske gøre dig fortjent til kontakthjælp. Hvis du er nogenlunde normal og ejer ovenstående så risikere du at blive selvforsørgende. Også selvom du har været medlem af din a-kasse hele dit liv. For vi er alle kun 22 uger fra at ende på kontanthjælp. Hvis vi da ikke har mand,bil og villa. 

Jeg tænkte at lave en hvordan overlever jeg systemet guide.  Sådan overlevede jeg ihverfald. Jeg er mor til to skønne unger, og de har alle dage været min drivkraft. Og dem der optog mit ringe overskud. Så det er første punkt. Børnene er vigtigt. Ser så mange der for fjernet deres børn fordi de presses til at imødekomme kommunernes beskæftigelseskrav. Det gjorde jeg ikke, for er man syg børn alle krav om beskæftigelses falde. Så her er ti vigtige forholdsregler der kan hjælpe dig som er fanget i systemet.

  1. Børnene er vigtigst, så se dem som dit job. 
  2. Sørg for at få din sagsbehandler til at få udredt dig rigtigt. (Mange går rundt uden ordenligt udredninger) 
  3. Søg støtte og support i nogle af de gode grupper på facebook mm. 
  4. Skaf en god partsrepræsentant og bisidder. En partsrepræsentant kan kommunerne ikke lukke munden på som de kan med en bisidder. 
  5. Sørg for at have en god læge der lytter og er villig til at tage din kamp op. 
  6. Hvis du er syg så sørg for du er placeret i den rigtige gruppe på jobcentret. De sygeste borger bør placeres som aktivitetesparate.
  7. Er du igang med behandling for din sygdom så er du fritaget for deres tiltage. Det hedder behandligsro. Så den ret skal du holde hård på. Og sørg for at være i behandling.
  8. Optag dine møder hvergang. 
  9. Vær ærlig om sine evner, og lad dig ikke presse af deres sanktioner. 
  10. Husk det er dit liv, kommunen er ligeglad hvis du drukner i deres tiltage.

Man høre altid i systemet at man skal være stærk for at være syg, sådan burde det ikke være. Og jeg tror min største styrke er at jeg ikke forventede noget som helst fra systemet. Det gjorde det nemmere at varetage livet på jobcentret, jeg forventede hvad jeg fik. Nemlig intet eller fik da panikangsten med i gave. Og jeg ved at andre fysiske syge udvikler PTSD af jobcentrenes behandling. 

Jeg sender power og varme til alle der er syge og fanget i systemet. 

Hilsen lenaogalleosandre  

Gode grupper på facebook er fx. Næstehjælper for protest og praktisk hjælp til reformramte, jobcentres ofre, enlige reformramte, BMO- behandle mennesker ordenligt og “vi vælger fællesskabet”.

Faldet i statens tjeneste

Faldet i statens tjeneste

fil-29-11-2016-16-31-53

 

 

Lige nu sidder jeg her, i min hule efter en lang lang dag. Pyha ved ikke helt hvor jeg skal starte. I min verden er der to verdner som i julekalenderen. Der er den virkelige verden med alt hvad den indeholder, og så er der psykens mørke verden hvor katastrofetankerne og ptsd råder. Og begge mine verdner har været helt på hoved i dag.

 

Så er nødt til at skrive dette en julehilsen fra en rottemor.fil-24-08-2016-15-52-07

 

En kold onsdag morgen i begyndelsen af december, blev en stakkel betjent skudt umotiveret i hoved af en ung forstyrret mand. Jeg tændte morgen tv og opdagede dette forfærdelige, der var sket. Jeg har dybt respekt for ordensmagten og ingen mennesker skal ofre livet for arbejdsmarked. Det er livet, kærligheden og børnene, nemlig for værdifulde til. Jeg var meget chokere og sender alt mulig kærlighed mod hans familie. Og samtidig blev jeg dybt berørt over hvordan hele Danmark, inklusiv toppen begræd og kondolerede hans skæbne.

Så går der ikke mange dage, men dage, hvor vi har set hundrede vis af blomster lagt på gerningsstedet af store dele af befolkningen og mange af vores politikker.

 

Men samtidig mens blomsterne drysses over den grufulde skæbne, begynder Facebook at røre på sig for, set fra min vinkel, opdager den arbejdende klasse, at hov vi har jo mistet 5 sosu-assistenter siden 2012. Men hvor er deres kæmpe opmærksomhed henne? Det er nærmest ikke muligt at finde, de små tiltag. Politikkerne muligvis har forsøgt, at tilføre social området bedre arbejdsforholdene. Og jeg oplever på Facebook en stærk kritik af der ikke gives samme opmærksomhed til de afdøde sosu-assistenter. Hvilket jeg finder fuldstændig på sin plads, for frustrerede borger, der udøver drab bør skrige til himlen for alle også i toppen.

 

Og så i morges på DR2s morgen tv, inden dagens strabadser. Ikke mindre end en statsbegravelse til vores politimand. Jeg tænkte lige ok, fair nok han er jo død i statens tjeneste. Men så kom en ekspert på, som skulle uddybe og definere, hvem der gør sig fortjent til en sådan værdig begravelse.

Og her knækkede filmen desværre for mig, for eksperten forklarede at folk der er ”faldet i statens tjeneste” gjorde sig fortjent til sådan begravelse, og så startede min anden verden, som jeg tænker at indvie jer lidt i.! mørkets verden PTSDverden, en verden hvor alt nemt blive sort og hvid, hvor uretfærdighed dømmes hård. Min lorte mørke verden. fil-24-08-2016-15-49-15

 

For hvis politimanden er faldet i statens tjeneste, er de 5 sosu-assistenter det ikke også så?

 

Og min lille lorte hjerne stopper jo ikke der, for en politimand får hele landet opmærksomhed og toppens absolutte anerkendelse nemlig en statsbegravelse.

Og så har vi Sosu-assistenterne der er 5 mennesker der er døde, det er helt vild og jeg prøver virkelig at følge med i dagspressen, men jeg havde kun opdagede max tre af de ulykkelige dødsfald. Jeg sender alt mulig varme til alle jer efterladte til de mange sisu- assistenter.

fil-24-08-2016-15-53-39

Og her til aften har dette indlæg spøgt hele dagen og nu knækker filmen så helt for rottemor, for sidst jeg læste, var der 65 udsatte borger mennesker, der var faldet i ressource forløb. Og dette tal er flere måneder gammelt, hvordan mon tallet er i dag? Og ved faldet mener jeg ikke at de er kommet på førtidspension, nej de er døde, døde mens staten arbejdsprøvede, udrede, afprøvede dem i en uendelige, så langt at systemet har presset arbejdsevne ud af dødssyge mennesker i deres sidste tid. Dette tal er jo umiskendelig højere end både politimanden på toppen og til de 5 sosu- assistenter i midten.  

Men 65 mennesker er også forsvundet i statens tjeneste. Der er 65 mennesker hvis ansigter og skæbner der aldrig er lagt blomster for. I min verden så kald den syg er det da det sygeste. For de og alle andre udsatte i dette land bliver stigmatiseret, stemplet og jaget til døde hvis du ikke har et hardcore netværk. Et netværk der kan og tør tage kampen op i årevis. Jeg sender min varme og kærlighed til alle de efterladte til de mange syge mennesker.

Åbenbart ser det ud til at der skal betales med liv for at opretholde vores yndige land, jeg ved jeg er lidt grov i min karakteristik men ser herfra.

Når toppen mister en politimand vejer det tungere end middelklassens sosu-assistenter, og når over 65 mennesker på bunden, dør i statens tjeneste. Så er det mediernes fornemmeste opgave, at skjule det for resten befolkning.

 

Forskellen i min verden, så vælger i selv hvilken er mest sygt; )fil-24-08-2016-15-33-39

Politimanden og de 5 sosu-assistenter, blev dræbt af desperate syge mennesker og de 65 mennesker som staten har hjulpet i kisten, er ført dertil af kommunerne. Og så længe os rotter ikke får ørenlyd, så vil dette cirkus fortsætte i alt evighed.

Dette er ikke skrevet med ondt i sinde mod nogle af de faldne i statens tjeneste, dette er skrevet i frustration over at vores samfund er så klasseopdelt og politikkerne ikke fatter en lyd, for hvis de gør, så bør de kontakte alle faldne i sagens tjenestes familier og refundere begravelsesomkostningerne. Men føj håber ikke de er så udspekulerede og kyniske.

 

 

kopimedicin grrr..

 

 

fil-25-08-2016-00-27-27 Kære læsere

Nu har jeg endelig, fået sat mig ved tasterne, at være blogger og leve mit liv, er noget nogenlunde samme balance, som dengang jeg prøvede, at opretholde en vis normalitet i form af uddannelse, arbejde og mand. Det er mega svært og især nu hvor jeg har, modtaget så meget terapi gennem tuba. For der har jeg lært vigtigheden af at passe på MIG SELV.

Og selvfølgelig kommer mine skønne, som regel lige ind foran mig selv, med det er også ok. Men de er også de eneste, der må bruge af mine ressourcer. Men jeg har i årvis, drømt om at lave en blog. Og jeg har været nødt til at bibeholde samme balance, så derfor har jeg ikke fået, skrevet så meget som jeg gerne ville. Men jeg har kunne gøre det, uden at have dårlig samvittighed, så håber i forstår, for jeg er ramt hårdt på sindet. Og så kan man ikke altid alt det man gerne vil.  Og mens jeg har været lidt væk, har jeg lært en vigtigt lektion jeg har behov, for at dele med jer, der kunne bruge det.

 

For en af grundende til jeg har været stille er, jeg har haft voldsomme problemer med at sove. Dette er en tilstand jeg kender helt ind til marven. Jeg har tilbragt uanede timer i min seng, siden jeg var en lille pige. Da jeg var den lille pige, lå jeg vågen og bekymrede mig om alt muligt og umuligt. Fx var en af mine største bekymringer i 1 klasse, angsten for hvor pinligt, det ville være at stå ved altret og skulle kysse min fremtidig mand foran alle.

Det var så frygteligt pinligt i min lille hjerne og det sjove er, at jeg faktisk aldrig endte ved altret. Så års bekymringer spildt i min lille hjerne, derudover lå jeg angst hver nat, angst for mareridtene som altid kom når mine små øjne endelig lukkede sig af udmattelse. Og der var uhyggeligt, jeg havde især to drømme som altid hjemsøgte mig. Den ene var med gøg og gokke og jeg blevet jaget. Kan stadig se filmen for mine øjne i dag 30 år senere.

Den anden var en heks, der også jagede mig gennem en mørk skov, det tog mig ca. 10 år dengang at få styr på mine mareridt. Jeg lærte på en måde at vende mig om mod det uhyggelige i drømmen, når jeg gør det i drømme forsvinder det uhyggelige, der jager mig.

Nå det blev en lille omvej, men jeg fik for 8 år siden noget, medicin for min depression og spiseproblem mirtazapin. Dette skulle stimulere min appetit og bedre min søvn. Og ja i guder opdagede i en alder af 29 år hvad det ville sige at sove inden kl. 3 om natten. Lige pludselig faldt jeg i dyb søvn og sover dybt gennem natten. Jeg drømmer dog ikke rigtigt mere, men jeg har vist også drømt nok i mit liv. Så i mange år kørte det bare indtil for en måned siden.

 

For som så mange gange, før var jeg på apoteket for at hente min medicin, som så mange gange før spurgte hun, om jeg var interesseret i det billigste. Selvfølgelig var jeg interesseret i det billigste. Det havde jeg gjort mange gange før. Nå dagen gik og natten kom og jeg fandt min nye medicin frem, denne gang så pakken meget anderledes ud og pillerne havde fået ny form. Men jeg tænkte ikke vider over det, for har jo hørt hundrede gange at det aktive stof, er det samme i kopierne. Men ak jeg kunne ikke sove, jeg rodede rundt fik total stress over at genkalde denne vante lortesituation, hvor katastrofe tankerne for råderum. For når nattens mørke kommer, så kommer tankerne og timerne bliver endnu længere og panikken over morgendagens gry indtræffer. Og næste morgen var jeg færdig dag vækkeuret ringende og børnenes morgenrutine skulle i gang. Morgenkaffen var stryget for frygtede, at jeg så ikke kunne sove, når ungerne var fulgt i skole.fil-25-08-2016-00-31-23

Dagene gik sådan og nætterne bliv mere og mere frygtet, jeg var ved at ende samme sted, som jeg har befundet mig hele mit liv. Når søvnen tages fra et psykisk sygt menneske, så bliver sindet mørke meget svære at bekæmpe. Jeg var ude og skide, de første 14 dage gik, jeg prøvede med forklaringen

  1. Jeg er købt ud af systemet og er på borgerløn. Måske jeg har fået det så meget bedre, at jeg ikke behøver middagslur.
  2. Jeg er begyndt til body- sds og har måske fået det lidt bedre og behøver ikke middagslur.
  3. Jeg er pludselig blevet maniodepressiv og bør søge læge. Denne forklaring blev hurtigt smadret.

Nå så prøvede jeg at kæmpe mig gennem formiddagen med kaffe på 3. ugen for så at kunne sove. Men ak natten kom og jeg kunne stadig ikke sove. Nu er jeg ved at være total udmattet, jeg forstår ingenting, jeg kæmper mig igennem hver dag og har kun overskud til at passe mine børn. Blog, liv og venner er røget fuldstændig i baggrunden og jeg smider alle ressourcerne efter ungerne. For hvis livet er for svært for mig, er en af mine flugtveje at drukne mig i mine skønne unger, så leger vi og laver perler og giver ski i nullermænd og forpligtelser. Så det gjorde jeg, mens mine katastrofe tanker fylder mere og mere af min hverdag. Jeg er ved at være lettere desperat.

Min medicin plejer, at virke ret hurtigt efter jeg har indtaget dem, jeg plejer at gå i seng omkring kl. 23 og tage medicin der. Men da jeg nåede 4. uge var jeg begyndt at smide de ovenstående forklaringer ud. Selvom det ville have været fantastisk.

Og sad og skældte lidt ud på min nye runde anderledes pille. Jeg besluttede, at nu ville jeg spise den tidligt på aften, så måtte jeg jo falde i søvn på sofaen.  Men intet skete, jeg kunne stadig ikke sove, og dag nærmede sig for børnenes samværs weekend hos deres far. Var jeg ved at gå ud af mit gode skind. Mit sind skreg på søvn og min hjerne køre på total over load. Sidste nat inden, de skulle til deres far nægtede jeg simpelthen at få i seng. Nægtede endnu en katastrofe nat hvor tankerne går amok og jeg tæller timer til vækkeuret.fil-29-11-2016-16-32-35

Så havde en hård kamp med søvnen, da vækkeuret ringede og jeg havde sovet 2,5 time rastløst søvn. Men afsted det går, op på skolen med de skønne og så ville jeg bare hjem og sove. Har fået overkysset børnene og ønsket dem godt weekend. Så ud til Finn og bare HJEM. Jeg skynder mig gennem børnemyldret og har fast øjenkontakt med min elskede hund. Han er fuldt ud klar over, at mama Lundø er ude af balance. Jeg iler væk fra legepladsen, da jeg hører” hej Finn og Lena”.

I guder, når jeg at tænke, da jeg vender mig om og ser min veninde Pia, der har en knægt på skolen. Nå ok hende, kan jeg lige magte at følges med hjem ad. Jeg får en dejlig varm krammer og så vælter det bare ud af mig hvor træt og frustrer jeg er. Jeg bladrer løs og hvor frygteligt mit liv er og hvor umuligt min nattesøvn er blevet. Da jeg er færdig med mine talestrøm, kigger hun venligt på mig og siger. Som du ved får jeg medicin pga. meen efter jeg havde meningitis, og jeg har flere gang prøvet at købe det billige medicin, hvor så det ikke har virket. Lena har du fået medicin fra et andet firma denne gang??

Klak Klak Klak sagde det i min lille hjerne, jeg så mig sidde og bande af den underlige runde pille. Og med et faldt alt på plads. Fuck det er jo min medicin, der ikke virker. Alt gav pludselig mening og jeg måtte havde ringet til min læge.

Og ganske rigtigt nu sover jeg igen, jeg kan begynde at koncentrere mig igen. Jeg er dybt chokeret over, hvor meget det har fyldt at rende forvirret rundt.

Da jeg kom på apoteket, kom jeg til at tale med en sød apoteker som, havde en noget mere indgående kendskab til kopimedicin. Det er rigtigt som jeg ofte har hørt at det aktive stof er det samme, men men han fortalte, at de andre stoffer i medicinen ikke altid er det samme. Og heri ligger der et problem, for nogle mennesker kan ikke optage det på samme måde. Han gav sig god tid til at finde ud af hvilket medicin jeg plejede at få, som også virker. Og sagde at det var vigtigt at jeg tog pakken med hver gang, så jeg ikke ender samme sted en anden gang.

Så dette har været en mega lærestreg for mig, jeg har lært flere ting. Jeg er ikke blevet mirakuløst rask, jeg er ikke maniodepressiv og jeg køber aldrig den billigste medicin igen medmindre det er fra det rigtige firma. Så tænkte jeg ville dele det med jer, hvis i en dag befinder jeg i en situation der er lignende.

Livet går op og ned, vil prøve at blive bedre til at række ud mens jeg er nede og håber i kan bruge en ærlig blog også selvom der ikke altid er overskud til at blogge.

Sammen står vi stærkest og tabuer skal tales væk.fil-29-11-2016-16-31-53

Det psykiske nedslidningsapparat

”Man skal være stærk for at være syg i dagens system”

Hvor mange gange har I, der er i systemet, ikke hørt den sætning? Og for jer der er heldigt forskånet og måske aldrig har hørt denne sætning, så kan jeg forstå at du må undre dig, for hører vi ikke hele tiden, at vi er det land der har den største offentlige sektor? Hvorfor skal man mon være stærk for at være syg? Svaret er enkelt: ellers går du og din familie til grunde.

 

fil-24-08-2016-15-50-02

Dette indlæg handler om dagen, hvor jeg opdagede at kommunen ikke var der for at hjælpe mig og mine børn, men at jeg var oppe imod et psykisk nedslidningsapparat på lige fod med min barndom i afmagt.

På dette tidspunkt har jeg været i systemet i ca. 2 år. I de to år har jeg været gennem den sædvanlige mølle. Læge, vurdering ved psykiater, han var overfladisk og stillede en forkert diagnose. Dette vidste jeg ikke på det tidspunkt, da jeg jo stadig er ny i hele dette game. Men en fødselsdepression fik jeg diagnosticeret. Hvilket jeg på det tidspunkt måske også havde, men jeg havde også PTSD, angst og et massivt spiseproblem. Disse ting blev ikke opfanget, så jeg stillede mig tilfreds med første diagnose, så havde jeg været gennem screening-forløb, motionsforløb, walk-and-talk forløb, praktikforløb og tilbage til motionsforløb. Alt sammen på trods af at jeg, min læge og min terapeut i Tuba advarede på det kraftigste om, at ethvert af kommunens beskæftigelsesfremmende tiltag forværrede min tilstand.

Jeg husker tydeligt weekenden; jeg var fyldt op med angst, katastrofetanker og forvirring. Jeg sad i min stue, jeg skulle til møde med en hel flok; jobkonsulent (mit praktikforløb gik i vasken anden dag) min motionsdims, en sød sygeplejerske der var tilknyttet, fordi jeg var faldet uden for kategori, og min sagsbehandler og lille jeg. Jeg havde ved de sidste par møder virkelig følt mig mast, jeg følte at situationen var ude af min kontrol, jeg oplever at jeg ikke kan huske hvad der sker til møderne, og jeg ikke kan kontrollere min egen opførsel, i takt med at kommunen intensiverede presset på min sølle sjæl.

Jeg sidder og tænker over hvad der sker med min krop, hvorfor jeg er så aggressiv, jeg begynder at se handlemønstre der kun giver mig kuldegys, der løber gennem min krop. Tanker fløj tilbage til min barndom, hvor jeg står over for min fars uhyggelige vrede og evig nedladende tale. Jeg havde et par uger forinden modtaget et brev fra min sagsbehandler om, at jeg skulle opføre mig ordentlig. At jeg råbte højt og overskred hendes grænser. Sad med brevet og skulle til at lægge det sammen med stakken af resten af min sag. Jeg havde været i systemet i ca. 2 år og kiggede på bunken. Sikke en masse papir, sagsakter jeg i min overlevelse bare havde samlet i en mappe, og aldrig haft overskud til at læse, så gik jeg i gang. Jeg startede fra begyndelsen og læste alt, lægeudtalelser, alle andre udtalelser, og det var så vigtigt, for jeg så pludselig et mønster igen.

 

Hver gang kommunen havde igangsat et forløb for mig, kom der prompte besked fra læge og terapeut, at min tilstand forværres. Jeg sidder i stuen og tænker ”hmm, hvad er det lige der går galt i det her forløb?” -jeg kunne umiddelbart ikke løse gåden på daværende tidspunkt. Men jeg så en vigtigt ting. Jeg så, at når de hjalp mig, så blev jeg mere syg. Derudover undrede jeg mig dybt over, hvorfor jeg begyndte at reagere så aggressivt til møderne, men intuitivt tænkte jeg, det måtte handle om at de ikke lyttede, anerkendte og accepterede at jeg ikke kunne magte alle deres tiltag. Jeg havde brug for ro, behandling og tid til at kunne passe mine dengang ret små børn.

 Nu var bunken læst og jeg sad igen med brevet om, at jeg ikke var ordentlig, og tænkte ”det kan godt være jeg har snakket lidt højt og hurtigt”… men råbt og overtrådt hendes grænser… det brev var så meget at overtræde mine grænser. Så jeg besluttede, at på mødet jeg skulle til, ville jeg tage en diktafon med og optage det. Så kunne jeg bagefter lytte og høre om jeg var så slem. Jeg har fra barnsben lært at systemet ikke er til at stole på, det er primært i den retning mine forældre har brugt tid på at skole mig. Så jeg ville selvfølgelig ikke nævne at jeg optog. Det var bare for min egen skyld, så jeg kunne lytte til alt det jeg glemmer. Derudover beslutter jeg mig for, at hvis mødet endnu engang bliver en flok kommunale mennesker der overhører mig og min krops protester, for slet ikke at glemme mine lægefaglige behandler, så måtte jeg jo stoppe deres hjælp og sige nej til at fortsætte samarbejdet med sygedagpengesystemet, og gå på kontanthjælp. Det var selvfølgelig plan Ø, alle mine andre planer handlede endnu gang om at prøve at få dem til at forstå, hvad mine lægepapirer fortalte, hvordan jeg oplevede presset, foreslå nye muligheder end fiaskoen som jeg hellere kalder den, en dag jeg var i praktik.

 

Nå, dagen kom. Dengang var jeg stadig temmelig grøn, og jeg har altid været en selvstændig kvinde, så jeg var alene afsted. Jeg var bevæbnet med min diktafon, og jeg følte mig klar til at tale med dem. Jeg havde en lille forhåbning om, at de også ville værdsætte mine klarsyn om min desperate situation. Og så er min krop fyldt med angst. Jeg har altid været en fighter, og på daværende tidspunkt var jeg ikke så langt i mit kognitive forløb, at jeg forstod angsten i mig. Jeg pressede på, tvang mig til at kunne alt og mærke intet. Og angst reaktioner kendte jeg da til, tilbage hvor jeg er en meget lille pige. Min krop ryster totalt, mine tænder hamrer mod hinanden. Men det har været i situationer, hvor jeg fx en dag finder min mor bedøvet af en liter rom. Og jeg har altid tænkt, at det er da klart min krop ryster i så grimme situationer. Nu stod jeg her foran jobcentret, og hjertet hamrede i brystet og angsten lurede lige under overfladen.

 

Så kan jeg vælge at fortælle om alle de ting der gik galt under mødet, for mødet endte desværre som den mistroiske læser måske har gættet. Ved plan Ø. Men hvis jeg skal gennemgå alt dette, så når jeg ikke at komme i mål med dette indlæg. For det var nemlig den eneste løsning der på daværende tidspunkt var for mig, for at få behandlings-ro. Og jeg har optagelsen, som jeg kan prøve at dele en dag ved lejlighed. Stadig nu kan jeg ikke lytte til den optagelse. I stedet vil jeg fortælle jer, om den vigtige opdagelse jeg gjorde den dag, og hvordan det at komme ud af sygedagpenge-regi, gav mig et kortvarigt pusterum.

 

For jeg vil gerne afsløre, hvordan mødet endte i plan Ø. På mødet blev jeg endnu engang presset max, de overtrådte mine grænser ved nedladende toner, de respekterede ikke hvad mine papirer sagde. Og det endte med, jeg sad der, og følte kun jeg havde min motions-konsulent, som jeg havde bedst kontakt med. Og jeg blev vred, jeg fik sagt en hel masse i en voldsom fart, og det kunne min sagsbehandler ikke håndtere. Jeg var begyndt at ryste voldsomt over hele kroppen, og hun kigger på mig, og siger, at jeg skal forlade rummet – hun har brug for en pause.

Dette var dødsstødet, mine ben ryster så meget, at jeg føler jeg ikke kan rejse mig. Jeg er den syge her, jeg mener jeg har opført mig efter bogen denne gang, og det er hende der har brug for en pause. Det kan jeg slet ikke rumme at få at vide, jeg husker ikke mere herfra, andet end jeg ender i et hjørne udenfor i total panik angstanfald med min søde sygeplejerske. Og jeg skal bare Ud! Ud! Ud! Ud! Hun hjælper mig udenfor hvor anfaldet fortætter for fuld power. Jeg skriger stop, stop, jeg vil ikke mere, sæt mig på kontanthjælp! I slår mig ihjel! (her er det vigtigt at huske, at dette her ligger ca. fem år tilbage, dengang man stadig kunne overleve på kontanthjælp, altså før kontanthjælpsloftet). Og der endte min behandling og forsøget på at hjælpe mig i vores dyre pengesystem, der kun arbejder med beskæftigelsespolitik.

Hun prøver at berolige mig, og siger at jeg ikke skal afsige min forlængelses af sygedagene. Men jeg er stålfast, jeg skal ud, det kan ikke blive værre end det her. Og sådan blev det, og jeg er så lykkelig for den beslutning jeg tog dengang. For den dag blev jeg rottemor. Det vender jeg lige tilbage til.

Jeg får lidt samling på mig selv, får pulset to smøger -hvilket ikke kan anbefales med panikangst- og tænker jeg er stadig så meget ude af den, at jeg ikke helt tør at være alene med mig selv. Så ringer til min gode veninde og medsyge veninde, som var syg med desperation og panikangst, sjovt nok. Hun er heldigvis hjemme, så jeg drøner ned til hende på min cykel, mens jeg lader tårerne få frit spil.

 Jeg kommer ind i hende varme, hjemvante køkken, og får mig et glas vand. Hun trøster mig, som man nu kan trøste mama Lundø -et skadet barn der trøster sig selv. Og hun spørger om hun må lytte til optagelsen. Det må hun selvfølgelig. Da hun havde hørt det til ende, inklusiv mit panikangst-anfald, kiggede hun meget alvorligt på mig og sagde ”hvorfor har du aldrig sagt at du også får panikangst”? Jeg tror jeg gloede mærkeligt på hende og sagde ”hvad”?

Der faldt den sidste brik jeg ikke kunne placere. Hvad, har jeg angst? Hvis jeg har udviklet panikangst når jeg møder systemet, og hvis et system opfører sig som min tyranniske far, så bør alle alarmklokker gå i gang. Og jeg havde heldigvis ubehandlet og uopdaget PTSD, der virkede efter alle kunstens regler og skreg alarm! Og den efter middag blev rottemor født. Jeg besluttede at ville teste dem. Nu var jeg endt der, jeg hele livet havde kæmpet for ikke at ende, og det var endda eget valg. Så jeg besluttede at jeg ville værne mine børn på lige fod med, hvis jeg havde lavet dem med en voldelig mand. Altså jeg måtte passe på deres mor, og hvordan gør man det fra et system, jeg kunne jo ikke forlade det og tage på krisecenter. Men jeg besluttede, at nu var jeg endt på bunden, jeg antog at deres omgangstone sikkert også triggede mig, og jeg agtede at teste, om de ville tage ydelserne fra en syg, enlig mor, der ikke fulgte deres evige beskæftigelsesfremmende aktiviteter.

fil-24-08-2016-15-37-28

 Jeg ville være mor, jeg ville passe min behandling, og det fik ikke lov at smadre mere af mit selvværd.

Det her var ikke mig der var grænseoverskridende og vred, nej, jeg var oppe imod et gennemråddent system, hvor alt trænger til en grundig gennemgang. Selv gratis ting, såsom en pæn omgangstone og medfølelse haltede gevaldigt. Så jeg agtede, med alt den list og snilde og en rottemors ukuelige overlevelses-drive, at kæmpe for mine børn. Det blev endnu fem lange år, som jeg nok skal vende frygteligt tilbage til.

Det, der har gjort jeg har overlevet nogenlunde med selvværdet i behold er, at jeg har gennem hele forløbet holdt hårdt på mine rettigheder, kæmpede for behandlings-ro og krævede retten og overskuddet til at være mor for mine børn.

fil-24-08-2016-15-45-11

 

 

 

Det moderne kontanthjælpsloft

“Alle syge mennesker har brug for at føle sig hørt og forstået.  Jeg har været vidne til en masse sagsbehandler-skift, hensynsløse aktiverings-forløb, praktikker på trods af lægefaglige advarsler. Og et meget uheldigt menneskesyn. Hvori værdien af det enkelte menneske forsvinder i lov skrift og bureaukrati. Hvor beskæftigelse har højere status end helbredelse.”

 

Så nærmer oktober sig.

Jeg tænker i mit indre, at dette må sende mange,fil-24-08-2016-15-33-01 udsatte, syge, mødre og arbejdsløse ud i en bekymrings-storm og magtesløshed som jeg har befundet mig i, siden Lars Løkke tilranede sig posten, for fra da af har jeg holdt skarpt øje med hans tiltag og reformer. Men det er endda endt værre end mine katastrofetanker kunne forstille sig.

Og nu tager Jørn Neergaard Larsen boligsikring fra kontanthjælpsmodtagere, indfører 225 timers regel, integrations-ydelse, for mange
og alt for syge mennesker, for hvad? For at få syge mennesker i job.

Der findes i dag rigtig mange syge mennesker som er parkeret på kontanthjælp, fordi de er for syge til at kunne presses ind i en kasse, læs praktik, arbejdsprøvning, ressourceforløb, mentorordninger mm. Og pension er de for raske til, hvis de stadig står, og ikke ligger i kisten. Og er du under 40, så er førtidspension nærmest en umulighed.
Sagen er bare, at vi alle får at vide, at en kontanthjælpsmodtager bare er arbejdsløs, at de er dovne og nasser på systemet -politikerne og medierne gør deres for at skabe dette billede. Det er uhyre svært at få medierne til at skildre det rette billede af folk på kontanthjælp, det er mere praktisk at bibeholde det billede af dovne Robert der bare udnytter systemet. Og politikerne kan bedre indføre stramninger når de bilder alle ind, at kontanthjælpen er en midlertidig ydelse. At der findes mennesker i Danmark der har været på denne midlertidig ydelse i år og årtier. Jeg vil gerne lave et lille gæt; RIGTIG mange af dem, de tager penge fra i denne tid mangler ikke kun et job.

Personligt, da jeg var en del af det psykiske nedslidningsapparat, som andre kalder vores velfærdssystem, havde jeg fx mange diagnoser med i bagagen, og jeg kan kun magte ét job – nemlig at passe mine børn.

Og hvornår er den stilling egentlig forsvundet? Med ligestillingen og kvindefrigørelsen eller med industrialiseringen?  Føler I andre normale, arbejdende forældre ikke, at det er en kæmpe opgave at gøre jeres børn til gode voksne? Jeg synes ihvertfald det kræver alt af mig at køre et børneliv, og nej, jeg var officielt “helt normal”, inden jeg satte mit afkom i verden. 🤓

Så dette er mit desperate forsøg på at råbe op. Jeg tænker tit i mit møde med systemet; de æder alt mit selvværd, selvtillid og suger al rest af ressourcer ud af mig.  fil-25-08-2016-00-32-02

Jeg er blevet kastet rundt, og sidder over for nye sagsbehandlere hele tiden som ikke har kompetencer og tid til at varetage en så syg person som jeg. Det kræver fagpersonale. Og der mener jeg psykiatere, psykologer, terapeuter, kræftlæger og alle andre der kender til den syges sygdom. Og ikke en jobkonsulent. Jeg har tit tænkt; hvorfor F***** kan det virkelig passe, at min tætteste kontakt til velfærdssystemet en jobkonsulent?

Jeg er invalideret af PTSD og angst.
Hvis det er ved at kvæle mig, hvordan klarer alle I andre jer så, jer der ikke er født ind i nervekrig? Kan I opretholde jeres selvværd?

Jeg blev spurgt, om jeg ville medvirke i en film om at være psykisk syg i Danmark. Det ville jeg, på den betingelse, at nu skal der åbnes op for tabuet om at være psykisk syg. Så panikangsten og PTSD skulle ikke pakkes pænt ind og væk, I skal have lov til at se mig når jeg er allerværst.

Se hvordan angsten kan tage over. Se hvordan PTSD kan se ud på nært hold. Og jeg vil også bruge en del tid her på bloggen på at beskrive, hvordan jeg takler livet med disse udfordringer. Jeg vil prøve at vise hvordan livet ser ud for en psykisk syg i beskæftigelsessystemet. Hvordan ser det ud fra en angst-syg borgers øjne? Dette er kun skrevet ud fra mine oplevelser. Jeg vil læne mig op af dokumenter og lydoptagelser fra mine 7 år i systemet. Jeg håber med tiden at denne blog også bliver et sted hvor I kan dele jeres oplevelser, drømmer om at alle borger bliver set og hørt og anerkendt for det menneske de er med det udfordringer de måtte have.

Jeg er selv barn af en psykisk syg mor, og jeg har mærket stigmatiseringen på egen krop. Jeg nægter at mine børn skal føle sig sådan, fordi der stadig er et stort tabu omkring psykisk sygdom.

Jeg får tit en forskrækkelse, fx i Netto, hvis der pludselig står en bag mig. Dette kan og har været pinligt. Jeg har oplevet mange blikke og at folk begynder at grine af mig.

Men har jeg mine børn med, så forklarer jeg altid tilskuerne i Netto, at jeg har PTSD, og jeg reagerer sådan, fordi mit alarmberedskab er på overarbejde. Jeg plejer at joke om, at jeg bare ikke er kamptrænet, så jeg kaster mig ikke ud i undvigelsesmanøvrer, men skriger bare højt.  Men mine børn er ikke flove, og nu siger de heldigvis ikke længere at ”mor er syg i hovedet”. Som helt små, havde jeg prøvet at vise dem, at mors sygdom var inde i hovedet. Nu er de 8 og 9 år, nu hjælper de ofte i Netto. Hør her ” min mor har PTSD, derfor bliver hun forskrækket”. Så griner folk ikke, når det kommer fra en bette, sej gut på 8fil-25-08-2016-00-31-23 år.

Jeg vil gerne med denne blog vise jer, hvordan min oplevelse har været -først gennem sygedagpenge- og siden kontanthjælpssystemet. Jeg ønsker at gøre opmærksom på den forråelse der efter min mening forgår, og vise hvordan et system meget nemt kommer til at re-traumatisere dets syge borger. Alle syge mennesker har brug for at føle sig hørt og forstået.  Jeg har været vidne til en masse sagsbehandler-skift, hensynsløse aktiverings-forløb, praktikker på trods af lægefaglige advarsler. Og et meget uheldigt menneskesyn. Hvori værdien af det enkelte menneske forsvinder i lov skrift og bureaukrati. Hvor beskæftigelse har højere status end helbredelse.
Så Tine Nielsen og jeg har besluttet at dette er jeres film, den bliver kun givet til alle jer. Jo, jeg kan ikke råbe højt nok alene, selvom jeg kan brøle lidt. Så hjælp mig, hjælp jer, så vifil-14-09-2016-09-35-30 sammen kan få skabt fokus, på det psykiske nedslidnings-apparat som alle betaler til, og tror at systemet samler jer op, hvis I bliver syge, får brug for plejehjem eller systemet på nogen måde.

Sammen står vi stærkest.

Og lad os få skabt noget ballade i Danmark inden vi ser mange, mange flere børn i fattigdom og hjemløshed.

 

Psykisk sygdom, barndom og hvorfor nu en blog?

Velkommen til min blog,

Jeg er glad for du har fundet herind, og håber af hjertet at du vil finde tryghed, varme, forståelse og lære bare lidt mere om psykens mørke side.

Fil 24-08-2016 15.38.25Jeg hedder Lena, og er 36 – jeg plejer at lægge 50 år til for sådan føler jeg mig tit. Jeg er gift med den skønneste 70årige dansk-svenske gårdhund Finn, og vi har haft et langt og lykkeligt liv i ti år. Jeg er mor til to skønne unger på 8 og 9 år, som mener at jeg bliver 10 år yngre hver gang de fylder år. De er mit livs kærlighed og er dem der holder deres mor i live – uden dem og deres kærlighed ville jeg være et fattigt menneske. Jeg er uddannet pædagog, og jeg har alvorlig angst og PTSD, og jeg har siddet fast i systemet i 7,5 år. Da mine børn var små, røg jeg ind i en hård skilsmisse, som alene mor med to børn under to år, så var scenen sat til mit livs hårdeste kamp; at bære mine små igennem det uden store skrammer… Men ak, det blev vores velfærdssamfund der blev mit livs kamp, en kamp, hvor jeg følte mig fuldstændig alene.

Jeg er blevet mødt at mistro og manglende kompetencer til at rumme mig som alvorlig psykisk syg.

 

lenaogalle_dog

Så derfor er jeg endt her, reddet på målstregen, men det er en lang historie jeg vil prøve at fortælle jer i denne blog. Det bliver en rejse, hvor jeg håber at andre kan finde genkendelse og få en større selvkærlighed på trods af psykiske skavanker. Og jeg håber at folk der ikke er personligt ramt gennem denne blog kan få indblik i livet, hvor psyken kan kvæle ens livsgnist. Så jeg er i særdeleshed taget på denne rejse på grund af alle jer der, ligesom jeg, har oplevet at systemet er råddent. Set fra min verden er det ødelagt, og nu er det et sted hvor mennesker nedbrydes gennem kontrol og mistillid.

Jeg tænker, at for at skabe den bedst mulige oplevelse for jer som følger mig, vil jeg prøve at starte bloggen kronologisk, for at I får en bredere forståelse for min tilgang til livet. Så I får til at starte med noget baggrundsstof og så vil jeg prøve at arbejde mig frem til nutiden.

lenaogalle_kids

Formålet med bloggen er at skabe bedre forståelse for hvordan det er at leve med en psykisk sygdom, hvordan lærer man at leve med det?

Jeg drømmer om at der kommer mere fokus på hvordan vores system på nuværende tidspunkt fungerer, at I får mulighed for at følge hvordan min tilgang og overlevelse har været.

Derudover er det min store drøm at det bliver et trygt sted hvor der kan deles erfaringer om hvordan I andre overlever i systemet. Og at vi får skabt et rum hvor alle
mennesker behandles med ligeværd og anerkendelse. Et sted hvor vi sammen kan dele ideer og oplysninger til vores fremtidige fælles kamp.