Det moderne kontanthjælpsloft

“Alle syge mennesker har brug for at føle sig hørt og forstået.  Jeg har været vidne til en masse sagsbehandler-skift, hensynsløse aktiverings-forløb, praktikker på trods af lægefaglige advarsler. Og et meget uheldigt menneskesyn. Hvori værdien af det enkelte menneske forsvinder i lov skrift og bureaukrati. Hvor beskæftigelse har højere status end helbredelse.”

 

Så nærmer oktober sig.

Jeg tænker i mit indre, at dette må sende mange,fil-24-08-2016-15-33-01 udsatte, syge, mødre og arbejdsløse ud i en bekymrings-storm og magtesløshed som jeg har befundet mig i, siden Lars Løkke tilranede sig posten, for fra da af har jeg holdt skarpt øje med hans tiltag og reformer. Men det er endda endt værre end mine katastrofetanker kunne forstille sig.

Og nu tager Jørn Neergaard Larsen boligsikring fra kontanthjælpsmodtagere, indfører 225 timers regel, integrations-ydelse, for mange
og alt for syge mennesker, for hvad? For at få syge mennesker i job.

Der findes i dag rigtig mange syge mennesker som er parkeret på kontanthjælp, fordi de er for syge til at kunne presses ind i en kasse, læs praktik, arbejdsprøvning, ressourceforløb, mentorordninger mm. Og pension er de for raske til, hvis de stadig står, og ikke ligger i kisten. Og er du under 40, så er førtidspension nærmest en umulighed.
Sagen er bare, at vi alle får at vide, at en kontanthjælpsmodtager bare er arbejdsløs, at de er dovne og nasser på systemet -politikerne og medierne gør deres for at skabe dette billede. Det er uhyre svært at få medierne til at skildre det rette billede af folk på kontanthjælp, det er mere praktisk at bibeholde det billede af dovne Robert der bare udnytter systemet. Og politikerne kan bedre indføre stramninger når de bilder alle ind, at kontanthjælpen er en midlertidig ydelse. At der findes mennesker i Danmark der har været på denne midlertidig ydelse i år og årtier. Jeg vil gerne lave et lille gæt; RIGTIG mange af dem, de tager penge fra i denne tid mangler ikke kun et job.

Personligt, da jeg var en del af det psykiske nedslidningsapparat, som andre kalder vores velfærdssystem, havde jeg fx mange diagnoser med i bagagen, og jeg kan kun magte ét job – nemlig at passe mine børn.

Og hvornår er den stilling egentlig forsvundet? Med ligestillingen og kvindefrigørelsen eller med industrialiseringen?  Føler I andre normale, arbejdende forældre ikke, at det er en kæmpe opgave at gøre jeres børn til gode voksne? Jeg synes ihvertfald det kræver alt af mig at køre et børneliv, og nej, jeg var officielt “helt normal”, inden jeg satte mit afkom i verden. 🤓

Så dette er mit desperate forsøg på at råbe op. Jeg tænker tit i mit møde med systemet; de æder alt mit selvværd, selvtillid og suger al rest af ressourcer ud af mig.  fil-25-08-2016-00-32-02

Jeg er blevet kastet rundt, og sidder over for nye sagsbehandlere hele tiden som ikke har kompetencer og tid til at varetage en så syg person som jeg. Det kræver fagpersonale. Og der mener jeg psykiatere, psykologer, terapeuter, kræftlæger og alle andre der kender til den syges sygdom. Og ikke en jobkonsulent. Jeg har tit tænkt; hvorfor F***** kan det virkelig passe, at min tætteste kontakt til velfærdssystemet en jobkonsulent?

Jeg er invalideret af PTSD og angst.
Hvis det er ved at kvæle mig, hvordan klarer alle I andre jer så, jer der ikke er født ind i nervekrig? Kan I opretholde jeres selvværd?

Jeg blev spurgt, om jeg ville medvirke i en film om at være psykisk syg i Danmark. Det ville jeg, på den betingelse, at nu skal der åbnes op for tabuet om at være psykisk syg. Så panikangsten og PTSD skulle ikke pakkes pænt ind og væk, I skal have lov til at se mig når jeg er allerværst.

Se hvordan angsten kan tage over. Se hvordan PTSD kan se ud på nært hold. Og jeg vil også bruge en del tid her på bloggen på at beskrive, hvordan jeg takler livet med disse udfordringer. Jeg vil prøve at vise hvordan livet ser ud for en psykisk syg i beskæftigelsessystemet. Hvordan ser det ud fra en angst-syg borgers øjne? Dette er kun skrevet ud fra mine oplevelser. Jeg vil læne mig op af dokumenter og lydoptagelser fra mine 7 år i systemet. Jeg håber med tiden at denne blog også bliver et sted hvor I kan dele jeres oplevelser, drømmer om at alle borger bliver set og hørt og anerkendt for det menneske de er med det udfordringer de måtte have.

Jeg er selv barn af en psykisk syg mor, og jeg har mærket stigmatiseringen på egen krop. Jeg nægter at mine børn skal føle sig sådan, fordi der stadig er et stort tabu omkring psykisk sygdom.

Jeg får tit en forskrækkelse, fx i Netto, hvis der pludselig står en bag mig. Dette kan og har været pinligt. Jeg har oplevet mange blikke og at folk begynder at grine af mig.

Men har jeg mine børn med, så forklarer jeg altid tilskuerne i Netto, at jeg har PTSD, og jeg reagerer sådan, fordi mit alarmberedskab er på overarbejde. Jeg plejer at joke om, at jeg bare ikke er kamptrænet, så jeg kaster mig ikke ud i undvigelsesmanøvrer, men skriger bare højt.  Men mine børn er ikke flove, og nu siger de heldigvis ikke længere at ”mor er syg i hovedet”. Som helt små, havde jeg prøvet at vise dem, at mors sygdom var inde i hovedet. Nu er de 8 og 9 år, nu hjælper de ofte i Netto. Hør her ” min mor har PTSD, derfor bliver hun forskrækket”. Så griner folk ikke, når det kommer fra en bette, sej gut på 8fil-25-08-2016-00-31-23 år.

Jeg vil gerne med denne blog vise jer, hvordan min oplevelse har været -først gennem sygedagpenge- og siden kontanthjælpssystemet. Jeg ønsker at gøre opmærksom på den forråelse der efter min mening forgår, og vise hvordan et system meget nemt kommer til at re-traumatisere dets syge borger. Alle syge mennesker har brug for at føle sig hørt og forstået.  Jeg har været vidne til en masse sagsbehandler-skift, hensynsløse aktiverings-forløb, praktikker på trods af lægefaglige advarsler. Og et meget uheldigt menneskesyn. Hvori værdien af det enkelte menneske forsvinder i lov skrift og bureaukrati. Hvor beskæftigelse har højere status end helbredelse.
Så Tine Nielsen og jeg har besluttet at dette er jeres film, den bliver kun givet til alle jer. Jo, jeg kan ikke råbe højt nok alene, selvom jeg kan brøle lidt. Så hjælp mig, hjælp jer, så vifil-14-09-2016-09-35-30 sammen kan få skabt fokus, på det psykiske nedslidnings-apparat som alle betaler til, og tror at systemet samler jer op, hvis I bliver syge, får brug for plejehjem eller systemet på nogen måde.

Sammen står vi stærkest.

Og lad os få skabt noget ballade i Danmark inden vi ser mange, mange flere børn i fattigdom og hjemløshed.