Det psykiske nedslidningsapparat

”Man skal være stærk for at være syg i dagens system”

Hvor mange gange har I, der er i systemet, ikke hørt den sætning? Og for jer der er heldigt forskånet og måske aldrig har hørt denne sætning, så kan jeg forstå at du må undre dig, for hører vi ikke hele tiden, at vi er det land der har den største offentlige sektor? Hvorfor skal man mon være stærk for at være syg? Svaret er enkelt: ellers går du og din familie til grunde.

 

fil-24-08-2016-15-50-02

Dette indlæg handler om dagen, hvor jeg opdagede at kommunen ikke var der for at hjælpe mig og mine børn, men at jeg var oppe imod et psykisk nedslidningsapparat på lige fod med min barndom i afmagt.

På dette tidspunkt har jeg været i systemet i ca. 2 år. I de to år har jeg været gennem den sædvanlige mølle. Læge, vurdering ved psykiater, han var overfladisk og stillede en forkert diagnose. Dette vidste jeg ikke på det tidspunkt, da jeg jo stadig er ny i hele dette game. Men en fødselsdepression fik jeg diagnosticeret. Hvilket jeg på det tidspunkt måske også havde, men jeg havde også PTSD, angst og et massivt spiseproblem. Disse ting blev ikke opfanget, så jeg stillede mig tilfreds med første diagnose, så havde jeg været gennem screening-forløb, motionsforløb, walk-and-talk forløb, praktikforløb og tilbage til motionsforløb. Alt sammen på trods af at jeg, min læge og min terapeut i Tuba advarede på det kraftigste om, at ethvert af kommunens beskæftigelsesfremmende tiltag forværrede min tilstand.

Jeg husker tydeligt weekenden; jeg var fyldt op med angst, katastrofetanker og forvirring. Jeg sad i min stue, jeg skulle til møde med en hel flok; jobkonsulent (mit praktikforløb gik i vasken anden dag) min motionsdims, en sød sygeplejerske der var tilknyttet, fordi jeg var faldet uden for kategori, og min sagsbehandler og lille jeg. Jeg havde ved de sidste par møder virkelig følt mig mast, jeg følte at situationen var ude af min kontrol, jeg oplever at jeg ikke kan huske hvad der sker til møderne, og jeg ikke kan kontrollere min egen opførsel, i takt med at kommunen intensiverede presset på min sølle sjæl.

Jeg sidder og tænker over hvad der sker med min krop, hvorfor jeg er så aggressiv, jeg begynder at se handlemønstre der kun giver mig kuldegys, der løber gennem min krop. Tanker fløj tilbage til min barndom, hvor jeg står over for min fars uhyggelige vrede og evig nedladende tale. Jeg havde et par uger forinden modtaget et brev fra min sagsbehandler om, at jeg skulle opføre mig ordentlig. At jeg råbte højt og overskred hendes grænser. Sad med brevet og skulle til at lægge det sammen med stakken af resten af min sag. Jeg havde været i systemet i ca. 2 år og kiggede på bunken. Sikke en masse papir, sagsakter jeg i min overlevelse bare havde samlet i en mappe, og aldrig haft overskud til at læse, så gik jeg i gang. Jeg startede fra begyndelsen og læste alt, lægeudtalelser, alle andre udtalelser, og det var så vigtigt, for jeg så pludselig et mønster igen.

 

Hver gang kommunen havde igangsat et forløb for mig, kom der prompte besked fra læge og terapeut, at min tilstand forværres. Jeg sidder i stuen og tænker ”hmm, hvad er det lige der går galt i det her forløb?” -jeg kunne umiddelbart ikke løse gåden på daværende tidspunkt. Men jeg så en vigtigt ting. Jeg så, at når de hjalp mig, så blev jeg mere syg. Derudover undrede jeg mig dybt over, hvorfor jeg begyndte at reagere så aggressivt til møderne, men intuitivt tænkte jeg, det måtte handle om at de ikke lyttede, anerkendte og accepterede at jeg ikke kunne magte alle deres tiltag. Jeg havde brug for ro, behandling og tid til at kunne passe mine dengang ret små børn.

 Nu var bunken læst og jeg sad igen med brevet om, at jeg ikke var ordentlig, og tænkte ”det kan godt være jeg har snakket lidt højt og hurtigt”… men råbt og overtrådt hendes grænser… det brev var så meget at overtræde mine grænser. Så jeg besluttede, at på mødet jeg skulle til, ville jeg tage en diktafon med og optage det. Så kunne jeg bagefter lytte og høre om jeg var så slem. Jeg har fra barnsben lært at systemet ikke er til at stole på, det er primært i den retning mine forældre har brugt tid på at skole mig. Så jeg ville selvfølgelig ikke nævne at jeg optog. Det var bare for min egen skyld, så jeg kunne lytte til alt det jeg glemmer. Derudover beslutter jeg mig for, at hvis mødet endnu engang bliver en flok kommunale mennesker der overhører mig og min krops protester, for slet ikke at glemme mine lægefaglige behandler, så måtte jeg jo stoppe deres hjælp og sige nej til at fortsætte samarbejdet med sygedagpengesystemet, og gå på kontanthjælp. Det var selvfølgelig plan Ø, alle mine andre planer handlede endnu gang om at prøve at få dem til at forstå, hvad mine lægepapirer fortalte, hvordan jeg oplevede presset, foreslå nye muligheder end fiaskoen som jeg hellere kalder den, en dag jeg var i praktik.

 

Nå, dagen kom. Dengang var jeg stadig temmelig grøn, og jeg har altid været en selvstændig kvinde, så jeg var alene afsted. Jeg var bevæbnet med min diktafon, og jeg følte mig klar til at tale med dem. Jeg havde en lille forhåbning om, at de også ville værdsætte mine klarsyn om min desperate situation. Og så er min krop fyldt med angst. Jeg har altid været en fighter, og på daværende tidspunkt var jeg ikke så langt i mit kognitive forløb, at jeg forstod angsten i mig. Jeg pressede på, tvang mig til at kunne alt og mærke intet. Og angst reaktioner kendte jeg da til, tilbage hvor jeg er en meget lille pige. Min krop ryster totalt, mine tænder hamrer mod hinanden. Men det har været i situationer, hvor jeg fx en dag finder min mor bedøvet af en liter rom. Og jeg har altid tænkt, at det er da klart min krop ryster i så grimme situationer. Nu stod jeg her foran jobcentret, og hjertet hamrede i brystet og angsten lurede lige under overfladen.

 

Så kan jeg vælge at fortælle om alle de ting der gik galt under mødet, for mødet endte desværre som den mistroiske læser måske har gættet. Ved plan Ø. Men hvis jeg skal gennemgå alt dette, så når jeg ikke at komme i mål med dette indlæg. For det var nemlig den eneste løsning der på daværende tidspunkt var for mig, for at få behandlings-ro. Og jeg har optagelsen, som jeg kan prøve at dele en dag ved lejlighed. Stadig nu kan jeg ikke lytte til den optagelse. I stedet vil jeg fortælle jer, om den vigtige opdagelse jeg gjorde den dag, og hvordan det at komme ud af sygedagpenge-regi, gav mig et kortvarigt pusterum.

 

For jeg vil gerne afsløre, hvordan mødet endte i plan Ø. På mødet blev jeg endnu engang presset max, de overtrådte mine grænser ved nedladende toner, de respekterede ikke hvad mine papirer sagde. Og det endte med, jeg sad der, og følte kun jeg havde min motions-konsulent, som jeg havde bedst kontakt med. Og jeg blev vred, jeg fik sagt en hel masse i en voldsom fart, og det kunne min sagsbehandler ikke håndtere. Jeg var begyndt at ryste voldsomt over hele kroppen, og hun kigger på mig, og siger, at jeg skal forlade rummet – hun har brug for en pause.

Dette var dødsstødet, mine ben ryster så meget, at jeg føler jeg ikke kan rejse mig. Jeg er den syge her, jeg mener jeg har opført mig efter bogen denne gang, og det er hende der har brug for en pause. Det kan jeg slet ikke rumme at få at vide, jeg husker ikke mere herfra, andet end jeg ender i et hjørne udenfor i total panik angstanfald med min søde sygeplejerske. Og jeg skal bare Ud! Ud! Ud! Ud! Hun hjælper mig udenfor hvor anfaldet fortætter for fuld power. Jeg skriger stop, stop, jeg vil ikke mere, sæt mig på kontanthjælp! I slår mig ihjel! (her er det vigtigt at huske, at dette her ligger ca. fem år tilbage, dengang man stadig kunne overleve på kontanthjælp, altså før kontanthjælpsloftet). Og der endte min behandling og forsøget på at hjælpe mig i vores dyre pengesystem, der kun arbejder med beskæftigelsespolitik.

Hun prøver at berolige mig, og siger at jeg ikke skal afsige min forlængelses af sygedagene. Men jeg er stålfast, jeg skal ud, det kan ikke blive værre end det her. Og sådan blev det, og jeg er så lykkelig for den beslutning jeg tog dengang. For den dag blev jeg rottemor. Det vender jeg lige tilbage til.

Jeg får lidt samling på mig selv, får pulset to smøger -hvilket ikke kan anbefales med panikangst- og tænker jeg er stadig så meget ude af den, at jeg ikke helt tør at være alene med mig selv. Så ringer til min gode veninde og medsyge veninde, som var syg med desperation og panikangst, sjovt nok. Hun er heldigvis hjemme, så jeg drøner ned til hende på min cykel, mens jeg lader tårerne få frit spil.

 Jeg kommer ind i hende varme, hjemvante køkken, og får mig et glas vand. Hun trøster mig, som man nu kan trøste mama Lundø -et skadet barn der trøster sig selv. Og hun spørger om hun må lytte til optagelsen. Det må hun selvfølgelig. Da hun havde hørt det til ende, inklusiv mit panikangst-anfald, kiggede hun meget alvorligt på mig og sagde ”hvorfor har du aldrig sagt at du også får panikangst”? Jeg tror jeg gloede mærkeligt på hende og sagde ”hvad”?

Der faldt den sidste brik jeg ikke kunne placere. Hvad, har jeg angst? Hvis jeg har udviklet panikangst når jeg møder systemet, og hvis et system opfører sig som min tyranniske far, så bør alle alarmklokker gå i gang. Og jeg havde heldigvis ubehandlet og uopdaget PTSD, der virkede efter alle kunstens regler og skreg alarm! Og den efter middag blev rottemor født. Jeg besluttede at ville teste dem. Nu var jeg endt der, jeg hele livet havde kæmpet for ikke at ende, og det var endda eget valg. Så jeg besluttede at jeg ville værne mine børn på lige fod med, hvis jeg havde lavet dem med en voldelig mand. Altså jeg måtte passe på deres mor, og hvordan gør man det fra et system, jeg kunne jo ikke forlade det og tage på krisecenter. Men jeg besluttede, at nu var jeg endt på bunden, jeg antog at deres omgangstone sikkert også triggede mig, og jeg agtede at teste, om de ville tage ydelserne fra en syg, enlig mor, der ikke fulgte deres evige beskæftigelsesfremmende aktiviteter.

fil-24-08-2016-15-37-28

 Jeg ville være mor, jeg ville passe min behandling, og det fik ikke lov at smadre mere af mit selvværd.

Det her var ikke mig der var grænseoverskridende og vred, nej, jeg var oppe imod et gennemråddent system, hvor alt trænger til en grundig gennemgang. Selv gratis ting, såsom en pæn omgangstone og medfølelse haltede gevaldigt. Så jeg agtede, med alt den list og snilde og en rottemors ukuelige overlevelses-drive, at kæmpe for mine børn. Det blev endnu fem lange år, som jeg nok skal vende frygteligt tilbage til.

Det, der har gjort jeg har overlevet nogenlunde med selvværdet i behold er, at jeg har gennem hele forløbet holdt hårdt på mine rettigheder, kæmpede for behandlings-ro og krævede retten og overskuddet til at være mor for mine børn.

fil-24-08-2016-15-45-11

 

 

 

4 thoughts on “Det psykiske nedslidningsapparat

  1. Kære Lena
    Jeg har kun læst dine overskrifter. Jeg kan, et år efter min førtidspension gik igennem, ikke læse lange passager. Men jeg lovede migselv at hvis jeg ikke omkom i systemet, ville jeg sige højt hvordan vi behandler os der faldt, her i landet.
    Tak for dit mod, engagement og vilje. Keep up the good spirit. Og nyd din dag, en dag ad gangen. 💕
    Kh Britta

    1. Hej Britta

      Hvor er jeg glad for du fandt din vej og overlevede i systemet og har fået den ro du har behov for..

      Tak for dine søde ord, jeg ved godt det er ret barsk noget af det, så tak for varmen..

      Kram
      Lena

  2. Hej læsere..

    Jeg skulle lige prøve om jeg kunne kommentere, det kan jeg vist godt.. he he fucking favre nye verden.

    Men i er velkomene til at skrive spørgsmål hvis i måtte ligge inde med noget, bloggen er stadig ny og ha tålmod med mig, de dårlige dage eksitrere stadig.. så mangler i lidt ekstra baggrundsviden. Tjek link ud på siden, der ligger også filmen Lena og alle de andre.

    1. Hej
      Det er fuldstændig mig og mit liv du beskriver. Det ret vildt at læse. Jeg skal til jobkonsulenten på torsdag og på trods af alle de mange papirer fra læge psykolog og psykiater så mener de at jeg bare skal op på hesten igen og starte med 30 timer om ugen i en praktik ??????? Jeg fik at vide af min jobkonsulent at jeg skulle bare være taknemmelig for at jeg lever i et velfærdssamfund 🙁 De anerkender ikke min ptsd og ved intet om diagnosen. Tror ikke de har læst mine papirer. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har to små piger og jeg vil bare være i fred så jeg kan være mor. Kh vicki

Comments are closed.