Hvad lagde grundstenen for, at jeg ville fighte for et værdigt liv?

Nu må det altså starte.

Jeg bliver ved med at gå med følelsen af, at jeg må berette min historie, og jeg vil gerne understrege at det er min egen oplevelse af de forgange 36 år, der er gået. Det er egentlig sjovt at skulle skrive sin livshistorie i en alder at 36, men sådan er det nu engang. Men hvad er vigtigt at få med og hvordan starter jeg på dette projekt?

Jeg har altid joket med, at jeg ligner en lille pige udenpå og føler mig som en på 60 år, og så er det jo vist på tide at få skrevet den livshistorie. Nå, men er det ikke nemmest at starte ved begyndelsen?

Jeg vil se på mit liv som helhed fra da jeg var omkring ca. 15 år. Da jeg var nået den alder, var jeg på det tidspunkt en lille vred teenager, som prøvede for alt i verden at opretholde en facade af, at alt var ok. Jeg sled i skolen for at blive klar til mine afsluttende eksamener. Jeg var en pligtopfyldende pige, men lige under overfladen ulmede mørket. Jeg var så vred, forvirret, angst og sulten inde bag facaden. Jeg har på dette tidspunkt kæmpet mig gennem min opvækst, det har været en lang, sej, forvirrende og traumatiserende oplevelse. Jeg var heldigvis ved at blive voksen, for mine kræfter var ved at være udtømte, og mit sind søgte desperat efter forståelse og mening i mit liv.

Jeg kunne begyndte at sætte livet lidt i perspektiv, dette var på det tidspunkt et desperat håb om at forstå. Og nu havde jeg en teenagers hjerne og kunne bedre perspektivere. Jeg var et meget delenas-artikel-12-samlet-familiefar-sigtet-for-mishandlingsperat sted i mit liv. Jeg husker dagen så tydeligt; min mor var på druk og ikke hjemme på hendes ubrugte værelse, hun sov altid på sofaen nede i stuen. Jeg gik derind, og fandt en kiste min mor altid har haft, som jeg nu heldigvis har stående.

I den fandt jeg et gammelt avisudklip, og jeg vidste omgående hvilken artikel der var relevant for mit liv.

”Familiefar sigtet for mishandling”

Jeg vidste nu i min desperate sjæl at, hov, min mor drikker måske pga. andre ting, end for at være fuld. Og den dag besluttede jeg med mig selv, at sådanne ulykker der sker i min slægt i generationer, måtte stoppe her hos mig. Jeg ville have en godt, normalt liv, koste hvad det ville. Jeg skulle aldrig ende som min families tragiske skæbne, som åbenbart går langt tilbage. Den berømte sociale arv.

Jeg kunne ikke acceptere at min mor bare drak for at være fuld. Jeg havde gentagne gange fortalt hende det, første gang i 1991, da jeg var 11 år, en lille tøs, hvis hjerne stadig var lille, hvor forvirring og angsten stadig var altoverskyggende. Men også en lille pige der kunne fornemme og sætte grænser for de grænseoverskridende weekender jeg var udsat for.

Så denne dag blev starten på det der blev en lang, hård rejse, hvor jeg undersøgte og efterforskede min historie og min families historie. Jeg har hele livet haft et skarpt øje til min mentale sundhed, og jeg frygter og har mærket psykens mørkeste afgrunde. En frygt der hele mit liv har skærpet mit fokus på hvilke faldgruber jeg skal passe på. Denne dag gjorde, at jeg følte helt ind i min sjæl, at livet for mig skulle blive helt anderledes, og jeg ville forstå hvorfor min familie var ved at gå til grunde.

Jeg vil prøve at fortælle jer, hvordan det ser ud indefra, hvordan det føles for et lille barn at skulle navigere i de voksnes kaos. Der sidder i dag mange børn i Danmark, som også er blevet overset og hvor en lærer, nabo eller ven af familien ikke gør noget, og enten har berøringsangst eller skyklapper på. Det forpligter jer til at finde medmenneskelighed, mest af alt skal I finde jeres empatiske følelse frem. Og så vil jeg opfordre jer til at prøve at lytte og forholde jer til barnet i denne historie. fil-26-08-2016-14-48-12

For bedre at kunne forstå og for at vi kan få nedbrudt nogle af de tabuer, der har gennemsyret mit og mange andre børns liv. Stigmatisering pga. psykisk sygdom, misbrug eller fordi ens forælder er bistandsmodtager, som det hed i gamle dage.

Min tidlige barndom kan jeg af gode grunde ikke huske. Så jeg tror i første omgang jeg vil skrive fra egne minder. Altså fra den tid jeg bedst husker. Jeg vil også lave en baggrundspræsentation af min slægt ud fra gammelt indsamlet materiale.

Noget af det første jeg husker er børnehaven. Jeg kan huske at jeg elsker at være der, jeg elskede at klatre og gynge med mine andre små veninder. Jeg var en lille, smilende storesøster, som prøvede for alt i verden at være den store, jeg hjalp min mor meget med små huslige opgaver. Men om natten kom mørket, mareridtene og den evige våde seng, for jeg tissede altid i sengen. Da jeg var helt lille, kan jeg huske jeg lå hver aften i dyb fortvivlelse, enten over hvilket mareridt der ville komme, eller også overtog mine katastrofetanker, som jeg allerede dengang havde. Jeg husker tydeligt en af mine største bekymringer. I 1. klasse. Hvordan skulle jeg dog bestå eksamen? jeg kunne jo ikke engang læse, min lille hjerne kunne ikke styre tankerne, og fortvivlelsens bliver kun mere afgrundsdyb. Jeg skulle blive ti år ældre, før jeg fik de første intuitive redskaber til at styre dem en smule.

Jeg husker min mor fjolle rundt i stuen som fru Alfredsen, som var en tyk dame der dansede og sang. Dejlige minder af latter og varme.

Det er en generel følelse jeg har, når jeg tænker på min mor i vores helt tidlige barndom. De første 5 år af mit liv forløb, i min erindring, nogenlunde normalt. Jeg har senere i mit liv måttet erindre, at sådan var tingene ikke helt. Men det kommer jeg nærmere ind på. For det er jo netop sådan, at bagklogskabens lys skinner så klart.

Men jeg har lovet at fortælle min historie. Så jeg må hellere begynde ved starten??