Psykisk sygdom, barndom og hvorfor nu en blog?

Velkommen til min blog,

Jeg er glad for du har fundet herind, og håber af hjertet at du vil finde tryghed, varme, forståelse og lære bare lidt mere om psykens mørke side.

Fil 24-08-2016 15.38.25Jeg hedder Lena, og er 36 – jeg plejer at lægge 50 år til for sådan føler jeg mig tit. Jeg er gift med den skønneste 70årige dansk-svenske gårdhund Finn, og vi har haft et langt og lykkeligt liv i ti år. Jeg er mor til to skønne unger på 8 og 9 år, som mener at jeg bliver 10 år yngre hver gang de fylder år. De er mit livs kærlighed og er dem der holder deres mor i live – uden dem og deres kærlighed ville jeg være et fattigt menneske. Jeg er uddannet pædagog, og jeg har alvorlig angst og PTSD, og jeg har siddet fast i systemet i 7,5 år. Da mine børn var små, røg jeg ind i en hård skilsmisse, som alene mor med to børn under to år, så var scenen sat til mit livs hårdeste kamp; at bære mine små igennem det uden store skrammer… Men ak, det blev vores velfærdssamfund der blev mit livs kamp, en kamp, hvor jeg følte mig fuldstændig alene.

Jeg er blevet mødt at mistro og manglende kompetencer til at rumme mig som alvorlig psykisk syg.

 

lenaogalle_dog

Så derfor er jeg endt her, reddet på målstregen, men det er en lang historie jeg vil prøve at fortælle jer i denne blog. Det bliver en rejse, hvor jeg håber at andre kan finde genkendelse og få en større selvkærlighed på trods af psykiske skavanker. Og jeg håber at folk der ikke er personligt ramt gennem denne blog kan få indblik i livet, hvor psyken kan kvæle ens livsgnist. Så jeg er i særdeleshed taget på denne rejse på grund af alle jer der, ligesom jeg, har oplevet at systemet er råddent. Set fra min verden er det ødelagt, og nu er det et sted hvor mennesker nedbrydes gennem kontrol og mistillid.

Jeg tænker, at for at skabe den bedst mulige oplevelse for jer som følger mig, vil jeg prøve at starte bloggen kronologisk, for at I får en bredere forståelse for min tilgang til livet. Så I får til at starte med noget baggrundsstof og så vil jeg prøve at arbejde mig frem til nutiden.

lenaogalle_kids

Formålet med bloggen er at skabe bedre forståelse for hvordan det er at leve med en psykisk sygdom, hvordan lærer man at leve med det?

Jeg drømmer om at der kommer mere fokus på hvordan vores system på nuværende tidspunkt fungerer, at I får mulighed for at følge hvordan min tilgang og overlevelse har været.

Derudover er det min store drøm at det bliver et trygt sted hvor der kan deles erfaringer om hvordan I andre overlever i systemet. Og at vi får skabt et rum hvor alle
mennesker behandles med ligeværd og anerkendelse. Et sted hvor vi sammen kan dele ideer og oplysninger til vores fremtidige fælles kamp.